Uvished om reform frustrerer
Dagligdagen som lærer efter folkeskolereformen er uvis. Og det frustrerer
Der er ikke meget, der står klart omkring, hvordan arbejdslivet kommer til at se ud for lærere, når Folkeskolereformen træder i kraft til august.
Enkelte retningslinier er klare. F.eks. er der lagt op til, at lærernes arbejdstid skal “normaliseres”, så den kommer til at ligne de fleste andres. Det betyder, at lærerne i kommer til at skulle tilbringe flere timer på skolen - som det ser ud nu, i hvertfald.
For godt nok er det bestemt, at lærerne skal undervise mere og forberede sig mindre, men det er helt op til skolelederen på den enkelte skole at vurdere, hvordan lærernes arbejdsdag i praksis skal skrues sammen.
Også muligheden for at forbedrede sig hjemme eller deltage i skolearrangementer, der ligger udenfor normal arbejdstid vil blive voldsomt berørt at Folkeskolereformen - men igen - intet er endnu afklaret.
Og denne uvished lader til at frustrere lærerne.
I hvert fald har Aabenraa Lærerkreds oplevet, at langt flere end normalt har været forbi kredskontoret for at få regnet på deres pensionsmuligheder.
“Der er markant større efterspørgsel på vejledning omkring pension blandt kredsens medlemmer. Faktisk vil jeg sige, at vi har haft næsten dobbelt som mange som normalt, og det tager jeg da som et udtryk for usikkerhed og frustration omkring den manglende afklaring af, hvad der venter efter sommerferien”, lyder det fra formanden for Aabenraa Lærerkreds, Torben Hagedorn.
“Jeg kan naturligvis ikke sige noget om, hvor mange, der så i sidste ende vælger at gå på pension, men interessen er markant øget”, lyder det videre.
Andre kommuner har oplevet at mange vælger at flytte deres børn til privatskoler, der ikke er omfattet af Folkeskolereformen, men den tendens kan Aabenraa Lærerkreds derimod ikke nikke genkendende til.