Fortsæt til indhold

Fri for kortsigtet maveplasker

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

SVØMMERNE SKAL HAVE BEDRE FORHOLD i Roskilde, så de kan komme i bassinet uden at skulle køre til andre byer. Det har været udgangspunkt for en helt rimelig beslutning af byrådets flertal i det gældende budget-forliget.
Her er bevilget 110 millioner kroner til en ny hal, og så burde det vel være muligt at få en del god svømmevand for pengene. Men modstridende interesser har truet med at forkludre det, som skulle være en forbedring for roskildenserne.

TO FLØJE HAR HELE TIDEN
taget kraftige tag i hver sin modsatte retning.
På den ene side står sporten og elitesvømmerne, der ønsker et bassin på 50 meter for at få så gode træningsforhold som muligt.
På den anden side ønsker de, der ser sig selv som repræsentanter for familie-svømning og breddemotion, at få et bassin på kun 25 meter og flere såkaldt wellness-installationer, som sauna, spa osv.
Sagen er kørt op i en spids, og det er svært helt at gennemskue, hvorfor det skulle være nødvendigt.

I FORLIGET OM BUDGETTET
for i år og anlægplanen for de næste år er afsat 110 millioner. Et flertal på fire partier – S-SF-R-K – står bag denne aftale, hvoraf det også fremgår, at man skal satse på at få et 50 meter bassin, hvis pengene kan række til det.
Men i det oplæg, forvaltningen i første omgang havde udarbejdet, og som et flertal i Kultur- og Idrætsvalget gik ind for, nedprioriteres muligheden for 50 meter helt systematisk, lyder kritikken både fra partier indenfor og udenfor forliget samt nogle af idrættens organisationer.
Oplægget var 'politisk tonedøvt' i forhold til hensigten i budget-forligets formulering.

SVØMME-KRITIKERNE
kan godt lyde urimelige af og til. Men derfor behøver det ikke altid at være forkert, hvad de siger. I hvert fald er der slet ikke nogen grund til, at politikerne skulle gå i baglås over dem.
Som folkevalgte, der skal repræsentere alle i kommunen, bør de kunne acceptere kritik fra engagerede forenings-folk, selv om den måske ikke er så nuanceret. Det er derfor, vi har et repræsentativt demokrati, hvor de valgte ikke skal løbe efter en tilfældig folkestemning.

SET LIDT UDEFRA
med en vis distance kan jeg slet ikke forstå, hvorfor man kan være imod at få en 50 meter bane. Det vil give gode forhold til elite-svømmerne – men også give mere 'pjaske-plads' til motionister af alle slags. Andre byer kan bygge en lang bane for langt mindre end de 110 millioner, vi nu har at gøre godt med.
Hvis vi først får det lange bassin, kan alle ønsker om wellness vel komme til, efterhånden som der bliver råd til det, hvis den velhavende kommune med over en halv milliard i kassen ikke straks vil betale det ekstra.
Men hvis mange af pengene i første omgang bruges på udenoms-faciliteter, så der kun bliver råd til det korte bassin – så får vi aldrig dette forlænget bagefter.

ROSKILDES OPPOSITION
, først og fremmest repræsenteret af Venstre som det store parti, har i flere sager indtaget meget mærkelige og kortsigtede synspunkter, når de gik imod kommunens udvikling ved at afvise en istandsættelse af Stændertorvet og boligbyggeri ved Frøbel.
Så har de fået skideballe for det her i avisen, men i denne sag, skal de til gengæld have ros for, at de hele tiden sammen med DF har stået for et rigtigt synspunkt. Nu ser det heldigvis ud til, at fornuftige folk i budget-forliget, først og fremmest den konservative Carsten Wickmann, har fået vendt oplægget, så vi får den langtrækkende løsning.
På den måde kan vi forhåbentlig glæde os til, at byrådet sørger for, at Roskilder bliver:
FRI FOR KORTSIGTET MAVEPLASKER