Fortsæt til indhold

Så er der hul igennem!

Første strækning af Hvidovres nye store kloaktunnel er boret

Arkiv
oashvidovreavis.dk

Som omtalt i sidste uges avis på side 12 er arbejdet med at bore ud til den nye store kloakledning nu for alvor gået i gang. Den første etape fra VUC-grunden på Åmarksvej 1 til Åmarkens Pumpestation er boret færdig. Den nye kloakledning vil mindske risikoen for kælderoversvømmelser under skybrud. Samtidig medvirker udvidelsen af kloaksystemet til at gøre vandet i Damhusåen renere, fordi der fremover kommer færre kloak-overløb til åen, når det regner voldsomt. Alt gik som planlagt - Vi blev færdige med at bore de første 100 meter af den nye kloakledning den 23. marts. Tunnelboremaskinen startede fra adgangsskakten på Åmarksvej 1 og borede under S-banen til den ramte adgangsskakten på Åmarkens Pumpestation. Mens tunnelledningen blev boret under S-banen kørte S-togene af hensyn til sikkerheden med nedsat hastighed, siger projektleder Eva Arler: - En banevagt holdt døgnet rundt øje med, at der ikke skete skader på togbanen. Det var en milepæl for os at få boret den første tunnelstrækning, og vi er rigtig glade for at det hele gik som planlagt... Det tog tunnelboremaskinen 17 dage at bore de 100 meter. Da først arbejdet kom godt i gang, blev der boret 10-12 meter i døgnet og boremaskinen ramte, hvor den skulle i adgangsskakten på Åmarkens Pumpestation. - Tunnelboremaskinen flyttes nu tilbage til adgangsskakten ved VUC og så snart den er installeret, begynder vi at bore ud til tunnelen under Gl. Køge Landevej og over til adgangsskakten ved Asminderødvej. Vi forventer, at selve borearbejdet begynder i ugen efter påske. For at komme hurtigt under Gl. Køge Landevej har vi søgt Hvidovre Kommune om lov til at arbejde om aftenen og natten. Ligesom da vi borede den første strækning, vil vi mindske støjen fra arbejdet mest muligt, fortæller Eva Arler.. Åmarkens Pumpestation På Åmarkens Pumpestation støbes der fortsat vægge i de store udgravninger til den nye pumpestation. Nogle dage arbejdes der fra kl. 6.00 -19.30, da de 10,5 meter høje vægge skal støbes uden pauser. Der mangler endnu at blive støbt tre af de store vægge. Det store støbearbejde forventes at være færdigt i løbet af denne måned. Den nye pumpestation vil være klar til at modtage vand fra den store tunnelledning i december. Arbejdet med at bore betonpæle til adgangsskakten på Sydkærsvej/Sønderkær er godt i gang. Når boremaskinen har boret til sekantpælene, som udgør adgangsskaktens vægge, flyttes den videre til adgangsskakten ved I.G. Smiths Allé, hvor vejen er spærret ved Ulfborgvej. Sydkærsvej åbnes igen for trafik ved Sønderkær, dog kun kortvarigt idet der spærres igen til juni.