Falkenberg er blevet til Bellissima
Skobutik har skiftet navn og fået ny ejer, der har udvidet med modetasker
Skobutikken Falkenberg i Nørregade i Vejle er blevet til 'Bellissima'. Men varesortimentet er nogenlunde det samme. Butikken blev den 1. marts i år overtaget af Adisa Mulabecirovic, der har udvidet skoudvalget med modetasker fra Rudi & Harald.
Den nye butiksejer er uddannet inden for markedsføring og har en baggrund hos Vejle Kommune og Vejle Fjernvarme. Men som ung mor til to børn på halvandet og tre år har hun valgt at være sin egen chef.
"Det føles godt at bestemme over sin egen tid, og jeg udvikler mig personligt ved at stå for det hele," fortæller hun.
Hos 'Bellissima' er der sko til både hverdag og fest. Fra messebesøg i Milano og Düsseldorf hjembringer butikken blandet andet italienske sandaler fra Mjus, ligesom 'Bellissima' er leveringsdygtig i Sneakers i skind til de unge piger.