Klar til en ny aktiv sæson på Søndre Havn
KØGE: Fra på tirsdag den 15. april er Køge Kyst-byrummene på Søndre Havn igen åbne og klar til endnu en aktiv sæson med udeliv på havnen.
Søndre Havns byrum, Opdagelsen, Byskoven, Udsigten og Nyd Hjørnet, indbyder, især i de lune måneder, til leg, afslapning, fælles aktiviteter og fysisk udfoldelse. Hvad enten man er til vilde parkour-tricks og cykelhop, fælles madlavning, havearbejde eller blot nyder at slappe af udendørs, så kan Søndre Havn efterhånden tilbyde lidt af det hele.
Byrummene er nu klargjort til en ny sæson, og fra tirsdag den 15. april vil de mange forskellige faciliteter igen være tilgængelige for byens borgere og besøgende.
- Jeg elsker Søndre Havn, og jeg nyder at opleve, hvordan livet og omgivelserne hele tiden forandrer sig hernede. Det er en stor legeplads, og jeg blev for eksempel vildt overrasket, da jeg opdagede udekøkkenet. Jeg ville ønske, at vi boede lige om hjørnet, så jeg kunne bruge det hele tiden, fortæller Susanne Randers, som bor i Ølby Landsby, men er født og opvokset i Køge og arbejder i byen.
Forspiring og cykelhop
Fra tirsdag den 15. april vil det igen være muligt at reservere Opdagelsens udekøkken eller Jesper Aabilles mobile køkken til private arrangementer mm., og Køge Kyst har til formålet fået udarbejdet en brugervenlig, digital kalender, der kan tilgås via smartphones eller på computeren derhjemme. Der bliver også produceret 20 ekstra havnehaver til Opdagelsen, så endnu flere kan tage del i havelivet på havnen og ikke mindst i årets første havedag, et forspiringsværksted lørdag den 26. april.
Samme dag, den 26. april, holder Byskoven, som er placeret ved siden af Opdagelsen, officiel forårsåbning af byrummets dirt jump-bane, der blev anlagt af en gruppe ihærdige, unge mænd fra Køge sidste år.
Til åbningen vil der være opvisning på banen med efterfølgende undervisning. Fra lørdag den 17. maj begynder den faste parkourundervisning, som fortsætter sommeren igennem.
Byrummet Tidsrummet bliver desuden ombygget til kunstlegeplads og infopunkt i løbet af sommeren, så det fremstår med en ”dråbeskov” af 200 farverige jordbærbøjer, farverige siddemøbler, et kort over Køge Kyst og meget mere.
- Søndre Havn er en stor urban jungle, som jeg godt kan lide at gå opdagelse i. Jeg hiver så mange som muligt med hernede året igennem – venner, familie, hvem som helst - og fortæller dem om alt det nye, der sker. Jeg kommer her også alene og nyder naturen, solnedgangene og solopgangene er fantastiske, siger Susanne Randers, som drømmer om selv at bo på Søndre Havn en dag.
Se mere om de enkelte arrangementer på www.facebook.com/kkbyliv.
pm