Minister og 7.000 københavnere gæstede Kr.Hyllinge
7.000 gæster åbnede Øko-dagen med fødevareminister Dan Jørgensen på Bækkenstoft i Kirke Hyllinge
kirke hyllinge "De sprang og sprang og sprang - og de kom helt hen til os. De var rigtigt sjove, og jeg tror, de var glade."
Sådan lød reaktionen fra fireårige Ida Schønberg, en af de ca. 7.000 gæster - primært fra hovedstadsområdet - til den officielle åbning af Økodag, og som bød Bækkenstofts 200 økologiske malkekøer velkommen udenfor.
Også fødevareminister Dan Jørgensen var med til at lukke køerne ud i det fri.
"Det er en fornøjelse at se, køerne springe ud på markerne, og det er især godt at se så mange børn her. Børn er fremtidens forbrugere, og jeg synes, det er vigtigt, at børn ved, hvor maden kommer fra, og hvad forskellen er på økologisk og konventionelt landbrug," siger fødevareminister Dan Jørgensen.
Rekord mange gæster
Intet mindre end 193.000 børn og voksne fra hele landet deltog søndag i de økologiske køers forårsfest, Økodag. Dermed sætter eventen endnu engang tilskuerrekord.
"Det er fantastisk dejligt, at så mange mennesker tager ud for at opleve det økologiske landbrug på første hånd, når de økologiske landmænd inviterer. Økodag er virkelig en festdag for både dyr og mennesker. Man kan ikke undgå at blive smittet af køernes begejstring, når de løber deres kåde forårsløb," siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.
Økodagen gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske mejerier Arla, Naturmælk, Thise, Them og Øllingegaard.
Red.