"Anbringelsen er det bedste, der er sket for mit barn"

Det er tirsdag den 1. april på Dannevirke Kostskole. På scenen står socialpædagog Karen Gjesing sammen med sin tidligere 'børnehjemsunge', Lisbeth Zornig. De er inviteret til Dannevirke Kostskoles temadag for at sætte ord på, hvad en god anbringelse er.
"Der var engang et barn, der sagde til mig, at på et børnehjem føles det som om, at pædagogerne holder kaffepause fra én. Hvordan kan de så holde af én," lyder det indledningsvis fra Karen Gjesing. For hende er det vigtigt, at de professionelle omkring barnet 'tager sig selv med på arbejde'.
"Et menneske er ikke anderledes end en potteplante, der drejer sig i retning af lyset. Det er en anden beskrivelse af anerkendende pædagogik. Og det kræver, at man involverer sig og giver noget af sig selv," siger Karen Gjesing.

At opleve anerkendelse

Den udlægning er tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig enig i. Hun er vokset op med en alkoholiseret mor og en stedfar, der misbrugte hende. Og som 12-årig bad hun selv om at blive anbragt.
"Mit held var, at jeg fungerede rigtig godt i skolen. Jeg nåede at gå på seks forskellige folkeskoler, og på hver skole fandt jeg en voksen, der ville mig. Jeg har mødt de mest vidunderlige lærere, som har givet mig meget udover at lære mig noget," fortæller Lisbeth Zornig. Skolen var et 'helle', hvor hun fik den omsorg, hun ikke kunne få derhjemme.
"Det handler om at have et sted, hvor der er struktur, og hvor man oplever anerkendelse. Jeg kan huske, da min første skolepsykolog fortalte mig, at jeg var dygtig i skolen. Dér såede han et frø - midt i alt forfaldet af alkohol, misbrug, dårlige boliger og snavset tøj. Det blev nok min redning, at jeg hele tiden søgte mere af den anerkendelse," siger Lisbeth Zornig. Senere mødte hun Karen Gjesing på behandlingshjemmet Hylletoft, som hjalp hende til at åbne op, få bearbejdet problemerne og lagt sit liv om. Som 18-årig startede hun på universitet - i øvrigt med gratis psykologhjælp igennem tre år og økonomisk støtte under hele studiet - og som 24-årig tog hun sin eksamen som cand.polit. I dag har Lisbeth Zornig fem velfungerende børn, hvilket står i skarp kontrast til mange andre familiehistorier fra hendes bagland. Og et eksempel på, hvad forældre giver videre.
"Mine børn er i dag helt almindelige unge med helt almindelige teenageproblemer. De børn er et direkte produkt af, at man har investeret i et menneske," siger Lisbeth Zornig.

Har bedt om at få sine børn anbragt

For en anden af dagens oplægsholdere har en anbringelse også været det rigtige. Helene Westh Hinz er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse og er selv kommet til den tunge erkendelse, at hun ikke magter at give sine to ældste børn den rigtige støtte derhjemme. Derfor har hun bedt om at få dem anbragt, den ene på Dannevirke Kostskole.
"Den anbringelse er det bedste, der nogensinde er sket for mit barn," siger Helene Westh Hinz. Hun fortæller om en datter, som hver dag blev afleveret skrigende i skolegården, hvor læreren skulle holde hende fysisk fast, for at hun blev der. En datter, som tog ti kilo på i løbet af et år og stort set ikke gik i skole i femte klasse. Men som i dag har indhentet det faglige og stortrives på kostskolen.
"Jeg taler meget med hende i telefonen. Hun har lige fået 10 i engelsk og skal snart til terminsprøver. Og nu kan jeg kun tale om Dannevirke Kostskole - men I gør virkelig en forskel hernede," siger Helene Westh Hinz. Også samarbejdet med hjemkommunen Kolding fungerer rigtig godt, og Helene Westh Hinz føler sig på alle måder godt støttet. Alligevel kan hun godt blive nervøs, når politikerne rasler med nedskæringssabelen.
"Min største frygt er, at min børn bliver sendt hjem, før de er klar - fordi der ikke er flere penge," siger Helene Westh Hinz.