Nyt efterværn hjælper de unge på vej
Det kan være svært for tidligere anbragte unge at stå på egne ben og gennemføre en ungdomsuddannelse. Dannevirkekollegiet skal gøre overgangen lettere
Dannevirke Kostskole har i dette skoleår oprettet et helt nyt kollegium - et såkaldt efterværn med plads til fem af skolens tidligere elever. Her kan de bo i et fagligt fællesskab og få hjælp fra deres tidligere lærere, imens de gennemfører en ungdomsuddannelse. Og det er en rigtig god ide, lyder det fra flere sider på kostskolens temadag om udsatte børn og unge. En af fortalerne er Karen Margrethe Dall, forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
"Nye undersøgelser viser helt entydigt, at de anbragte børn, der kommer på efterværn, klarer sig bedre end dem, der ikke gør," siger Karen Margrethe Dall. Samme melding kommer fra socialrådgiver Kjeld Pedersen fra Odder Kommune.
"Når vi kigger på vores egne børn, så kan de ikke klare sig selv, når de er 18 år. Hvordan kan vi så tro, at de anbragte børn kan? Og så ved jeg godt, at det ofte er de unge selv, der siger nej tak til efterværn. Måske fordi de kan se friheden vinke forude. Måske fordi vi bare ikke har godt nok fat i dem. Men det kunne jeg godt tænke mig, at vi gør mere ved," siger Kjeld Pedersen.