Årre blomstrer endnu engang
Som den blot tredje landsby i Danmark har Årre netop fået to blomster i buketten i den nationale mærkningsordning Blomstrende Landsbyer
En infotavle ved Dagli' Brugsen, Nabohjælp, en cykelsti med tunnel under Tingvejen og en vision om at være en tryg by for alle. Det er bare et udpluk af de resultater, som Årre Borgerforening er nået i mål med gennem de seneste to år.
Det er tiltag som disse, der har været med til at sikre Årre en ekstra blomst i det nationale udviklingsprogram Blomstrende Landsbyer.
"Det er ret enestående, at vi som lille landsby bliver den tredje landsby i Danmark, der får to blomster. Det er vi ret stolte af herude," siger Poul Verner Christensen, der er formand for Årre Borgerforening, der har ført an i arbejdet og også står bag ansøgningen om endnu en blomst.
Arbejdsgruppen har i processen lagt vægt på både at styrke det generelle omdømme og image for Årre, men også på at forskønne omgivelserne og sørge for, at Årre er et trygt og sikkert sted at bo for både børnefamilier og ældre.
"I Varde Kommunes Kommuneplan er Årre beskrevet som en bosætningsby. Vi tiltrækker ikke de store industrivirksomheder, men i stedet arbejder vi for, at det skal være et godt sted at bo," siger Poul Verner Christensen.
Kommunen som medspiller giver gejst
Med to blomster på flaget deler han gerne roser videre til Varde Kommune for et godt samarbejde, der bærer frugt.
"Kommunen har hele tiden været åben for at samarbejde, og vi møder aldrig en mur af ting, der ikke kan lade sig gøre. Det er med til, at vi bevarer gejsten," siger Poul Verner Christensen
Der er ligeledes stor respekt den anden vej for den store indsats, der hver dag bliver lagt for dagen i Årre.
"Sådan en blomst er ikke noget, man bare lige får. Det er en stor glæde for Årre, og det er også en stor glæde for hele kommunen, når sådan noget lykkes. Det er rigtig flot, og jeg ved, at de har bestræbt sig på det længe. De holder sammen i lokalområdet og kæmper for det, siger formand for Udvalget for Kultur og Fritid," Lisbet Rosendahl.
Næste opgave for Årre Borgerforening er nu at finde en god dag, hvor hele byen kan feste og fejre den nye udmærkelse.