Fortsæt til indhold

Nu må det være på tide at besejre FC Fredericia

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: HB Køge kom resultatmæssigt glimrende ud af påskens to spillerunder i Nordicbet Ligaen. Og det selvom det var rækkens h.h.v. nummer to AC Horsens og nummer et som "Svanerne" stod over for.
AC Horsens blev Skærtorsdag besejret 2-1 på SEAS NVE Park mens 2. påskedags besøg hos Hobro IK sluttede 0-0.
- Set ud fra at det var de to øverste mandskaber vi mødte var det gode resultater. Men jeg ærgrer mig alligevel over, at vi ikke fik fuld valuta i Hobro. I anden halvleg havde vi chancerne til at sikre sejren. Hobro havde nogle chancer i første halvleg, men efter pausen havde vi helt styr på dem, siger cheftræner Per Frandsen og ser frem til næste opgave som er søndag den 27. april kl. 15.00, hvor FC Fredericia gæster SEAS NVE Park.
Nordicbet Ligaen har udviklet sig til en række, hvor spændingen er intens både den ene og den anden vej. Inden den kommende runde er HB Køge nummer fem med 39 points for 24 kampe.
Silkeborg IF ligger p.t. på andenpladsen med 45 points, men møder i weekenden nummer tre, AC Horsens på udebane.
- Netop fordi det er så tæt i toppen, så gælder det om at vinde hver gang og holde trit med de foranliggende. Der er mange hold der aspirerer til de to oprykningspladser, så jeg vi sige, at søndagens kamp mod FC Fredericia, der pludselig har fået nedrykningsspøgelset lidt tæt inde på livet, er en kamp der skal vindes. Og det er os der har revanche til gode, siger Per Frandsen.
Han hentyder hermed til det kompleks som HB Køge på det seneste har haft mod den østjyske klub. HB Køge er uden sejr i de fire seneste kampe hvoraf de tre er tabt. Seneste HB Køge-sejr over FC Fredericia daterer sig tilbage til den 30. september 2012, hvor det blev til en hjemmesejr på 3-1.
- Nu må det være på tide at besejre FC Fredericia. Det er kun to uger siden vi senest stod over for dem i Fredericia, hvor de havde ét skud på mål i hele kampen - og vandt 1-0. Det var nogle dumme points vi smed væk i den kamp. Det må simpelthen ikke ske igen. Hvis vi fortsat vil være med hvor det er sjovt, så skal den kamp som sagt før vindes. Så enkelt er det, siger Per Frandsen, der til kampen må undvære den solide forsvarsklippe Eddie Gomes, der tager plads i karantæneboksen.
Det er 8. gang HB Køge møder FC Fredericia gennem tiderne. De forudgående 7 kampe har resulteret i 4 sejre til FC Fredericia, 2 til HB Køge mens 1 kamp er sluttet uafgjort. Målscoren er 11-8 til FC Fredericia.