Hold på Emil
FCR-topscorer var igen udslagsgivende i den sikre sejr over Birkerød
Selv om FC Roskildes hold, der styrer med stormskridt op i 1. Division, har mange unge talenter og gode boldspillere med, er der alligevel en, som overstråler alle. Den tidligee ungdomslandsholdspil Emil Nielsen var igen udslagsgivende og med i de to første mål i søndagens 4-1 sejr over Birkerød. Så ham skal FCR gøre alt for at holde på, hvis holdet skal have en god fremtid efter den sandsynlige oprykning til landets næstbedste række. Stortalentet er på kontrakt ind til sommeren 2015, men har en klausul om at kunne rejse nu til sommer, hvis holdet ikke kommer op. Den kan han ikke bruge nu, og så bliver det et spørgsmål om pris, hvis andre klubber vil have fat i ham. FC Roskilde er ikke umiddelbart indstillet på at slippe sin guldfugl, der nu med 23 mål er suveræn topscorer i 2. Division Øst, men ledelsen er dog indstillet på at lade ham gå, hvis nogen vil betale 4 millioner. For de penge kan FCR hente andre gode spillere og holde på de mange gode talenter, der er udklækket i de senere år.
Startede skidt
Gennem hele kampen dominerede Roskilde totalt og skabte langt de fleste chancer, men starten var nu temmelig skidt. Et par vævre Birkerød-angribere fik et par gange lov til at sno sig igennem, og to gange måtte FCR-forsvaret blandt andet Ronnie Bendtsen sparke væk i allersidste øjeblik foran eget mål. Hvis det gæstende bundhold var kommet foran her, kunne de have pakket sig helt sammen foran eget mål, og så var det blevet en hel anden kamp. Nu overtog Roskilde efterhånden spillet og skabte en række gode tilbud, som gæsternes keeper dog fik afværget med flere flotte refleks-redninger. Det bedste forsøg kom efter et frispark, som Emil Nielsen tilkæmpede sig, da han blev trukket omkuld udenfor feltet. Nikolai Mikkelsens flotte spark ramte underkanten af underliggeren og røg ned i jorden - bag linjen mente de fleste i Roskilde Idrætspark. Men ikke den afgørende mand med fløjten, der ikke kunne se nogen scoring. Samme Mikkelsen spillede en god kamp på midtbanen, hvorfra han fordelte bolden godt både fremad, til siderne og bagud, så FCR's spil hang sammen, og modstanderne fik lov til at løbe sig trætte. I halvlegens overtid fik Emil Nielsen - ham igen - tilkæmpet sig boldene fra en forsvarer helt nede ved baglinjen og sendte den sendt ind foran, hvor det nye 18-årige stortalent Robert Larsen sparkede den flot ind helt ude ved den ene stolpe.
Nedspillet
Straks fra starten af 2. halvleg tog Roskilde initiativet, og skabte flere gode tilbud, så det var kun et spørgsmål om tid, hvornår det næste mål kom. Svaret havde Emil Nielsen i fødderne, da han efter 58 minutter kørte så meget rundt med Birkerøds højreforsvarer, at denne nærmest var på vej ud gennem hækken til Rådmandshaven. Med sin direkte modstander viftet langt væk skar han ind i feltet og sparkede kuglen i kassen udenfor målmandens rækkevidde i det lange hjørne. Kun et par minutter senere brød Roskilde atter igennem i venstre side, og unge Robert Larsen svigtede ikke, da han blev spillet helt fri midt foran mål. I det 63. minut blev det så 4-0, da Lasse Hansen skød på mål fra højre, og en forsvarer rettede bolden af, så den sejlede i en flot bue op over målmanden. Scoringen blev noteret som et selvmål. Herfra kørte Roskilde så sejren sikkert hjem ved at lade bolden køre rundt, og gæsterne var modløse og nedspillede. Selv om de fik lov til at pynte lidt på resultatet efter et hurtigt opløb, var der slet ingen tvivl om resultatet. 1.150 tilskuere gik tilfredse hjem fra en solskins-søndag i Rådmandshaven. Det er sæson-rekord og det største antal, siden Roskilde havde besøg af AGF, mens holdet var i 1. Division for to år siden. På søndag kommer sikkert endnu flere, når de sjællandske rivaler fra Næstved, der samtidig er nærmeste forfølger 8 point efter, skal besøge Rådmandshaven. tk