Helle Rechter åbner for nye muligheder
BEHANDLING: Igennem de sidste 5 år har mange mennesker besøgt Helle Rechter på en fysioterapiklinik i Køge. Typisk på grund af smerter, svimmelhed, stress eller andre årsager til nedsat livskvalitet. Nu har Helle åbnet i egne nye faciliteter i Herfølge, i ”Helsehuset” på Stationsvej 1 B.
Der står mange linjer på visitkortet: Fysioterapi, kraniosakralterapi, akupunktur og manuel medicin. Man skal da heller ikke have talt med Helle Rechter ret længe før det står klart, at her er en ildsjæl der har sit eget syn på tingene og som insisterer på at jo flere tilgange vi har til et kompliceret problem, jo tættere er vi på en holdbar løsning. For som hun siger ”hvis man gerne vil have et andet resultat end det man plejer at få, så kan det da være en god ide at gå anderledes til problemet end man plejer at gøre. Den sandhed gælder nok på mange områder”.
Behandling på ny måde
- Med 15 års erfaring som fysioterapeut og en del videreuddannelse i bagagen har jeg en solid viden om kroppen og dens funktioner, siger Helle og tilføjer at det skal da ikke være hemmeligt for nogen, at jeg ofte kombinerer moderne fysioterapi i traditionel forstand med nogle mere utraditionelle teknikker. Faktisk er det netop det, der er kernen i min behandling: Jeg kombinerer solid viden med moderne teknikker fra både traditionelle og utraditionelle behandlingstilgange, og det kommer der ofte et anderledes resultat ud af end hvis samme klient var blevet behandlet enten-eller. For eksempel enten med fysioterapi eller med kraniosakralterapi. Hvorfor ikke bruge både-og?, siger Helle Rechter.
Hun fortæller at størstedelen af hendes klienter har haft gener i lang tid og typisk prøvet flere behandlingsformer før de kommer til hende.
- Det er mit indtryk, at de vælger mig som behandler, fordi jeg ser dem med flere slags briller på samme gang, kan man sige. Jeg ser for eksempel på hvordan de bevæger sig og mobiliserer måske nogle led med det nye new zealandske mulligan-koncept, der frigør leddet mens klienten laver en smertefri bevægelse. Så sætter jeg måske et par nåle for smertefulde triggerpunkter i musklerne. Jeg giver vejledning og instruktion i øvelser eller mindfulness så klienten selv kan dæmpe sine gener i dagligdagen. Men først og fremmest bruger jeg mine hænder til at løsne de spændinger i kroppens muskler og bindevæv, som typisk er en stor del af årsagen til smerter og gener. Det er også her jeg adskiller mig mest fra traditionel fysioterapi, siger Helle Rechter. Hovedparten af de teknikker jeg bruger her, er ganske blide teknikker, som minder om osteopati på den måde, at udgangspunktet er kroppen som helhed i stedet for isoleret at se på den del af kroppen, hvor klienten har symptomer. Men teknikkerne er typisk blidere og blødere end osteopatiens. Og når jeg kalder dele af min behandling for utraditionel i stedet for alternativ er det helt bevidst: Den måde jeg sammensætter behandlingen på kan rumme teknikker som ikke er almindeligt brugt i det etablerede sundhedssystem, og derfor kan jeg også godt forstå at jeg indimellem bliver spurgt om jeg er alternativ behandler. Men det er jeg ikke.
- Mit udgangspunkt er altid kroppens komplicerede anatomiske og neurofysiologiske sammenhænge, som vi kender den fra videnskaben. Jeg sætter bare tingene sammen på en anden måde end hvad man for eksempel gør som traditionel fysioterapeut. På samme måde adskiller jeg mig også fra traditionelle kraniosakralterapeuter, mit faglige omdrejningspunkt er simpelthen anderledes.
Kroppens edderkoppespind
Helles særlige fokusområde i behandlingen er kroppens forskellige bindevævssystemer.
Bindevævet omgiver vores muskler, led, ledbånd og knogler, men også vores organer og nerver, hjernen og rygmarven.
Kroppen er jo en stor sammenhængende helhed, og den er tæt forbundet af bindevævshinder, hvori nerver og blodkar forsyner muskler, led og organer, fortæller hun og netop fordi systemerne er i tæt indbyrdes forbindelse kan det nemt ske, at et problem der er opstået et vilkårligt sted i kroppen giver en fejlbelastning via bindevævet og resulterer i gener i en anden del af kroppen.
Og den antagelse har hun jo nok ret. Hvem har ikke prøvet at have en dårlig fod, og når man så halter rundt på den anden, så bliver den overbelastet.
Vi bør aldrig glemme at se på mennesket som helhed i stedet for at se isoleret på den del af systemet, hvor symptomet sidder.
Fordi vi ganske enkelt kan komme til at overse de afgørende sammenhænge, når vi oversimplificerer, og så udebliver resultatet.
Læs mere om Helle Rechter på hjemmesiden www.hellerechter.dk eller ring 2758 6826.