Venindetur i Roskilde
Foto: Erling J. Pedersen
Mission 'stille dame 40 år' fandt sted en blæsende og kold onsdag aften i marts.
Vi havde på forhånd besluttet efter at have spist at begynde på Bjergtrolden. Stedet er nemlig blevet bygget om og har desuden fået ny italiensk kok. Her ville vi også smage hans berømmede antipasta som ledsager til en god flaske vin.
Da vi frysende lukkede os ind i de hyggelige lokaler i baggården, spurgte vi straks efter den varmeste plads i lokalet.
Af den flinke australske betjening bag bardisken blev vi kvikt ledt hen til i et hjørne ved et stort vindue og en dejlig varmeudstrømmende radiator.
Her blev vi straks præsenteret for vin- og menukort.
Ved siden af os sad et større roligt kvindeligt selskab og hyggesnakkede over et par øl, og resten af gæsterne var fordelt i passende afstand ved de umage borde og stole, der er med til at understrege den afslappede stemning.
Dermed var der rig mulighed for at fordybe sig i en samtale uden at have medlyttere og -snakkere i nærheden.
Mens vi drak vinen, fik vi at vide, at der kan være op imod 140 gæster i lokalet, når der er live-optræden, men en hverdagsaften som denne, var der masser af mulighed for fred og ro.
Fyldt vinbar
Næste stop på turen var den nyåbnede vinbar Skänk, som brødrene fra Restaurant Vigen netop har åbnet på Hestetorvet.
På dette tidspunkt af aftenen nærmede klokken sig 22, og stor var vores overraskelse derfor, da vi så, at båsene indenfor var helt fyldt op med gæster i det ellers næsten mennesketomme bybillede.
Trods det fyldte lokale var stemningen afslappet og rolig, og heldigvis var der stadig plads til to mere på barstolene ved vinduet.
Også på Skänk var der rig mulighed for at snakke i ro og fred med hinanden, men også med den flinke bartænder og de andre gæster. Hvis man skulle have lyst.
Røgen af Kevin
Klokken var efterhånden blevet hen ad normal sengetid, hvis man da ellers plejer at lukke øjnene i ved 23 tiden.
Men da vi nu endelig var ude og lufte skørterne, valgte vi at fortsætte aftenen lidt endnu for at se om det var muligt.
Derfor slentrede vi nedad Algade for at se, hvem der havde åbent.
Byen var, som forventet som blæst på dette tidspunkt, og mange restauranter og cafeer stod mørke hen.
Vi kiggede kort ind i Bryggergården, hvor vi kun så røgen fra det håbefulde sportstalent den nyslåede Formel 1-kører, Kevin Magnussen, der som den sidste lige præcis havde forladt lokalet med en håndfuld venner.
Vi fortsatte vores gang forbi lukkede lokaler til, vi nåede det lokale spillested og Cafe Gimle.
Kaffe og kage
Vel indenfor i varmen, øjnede vi straks, at en af de hyggelige sofahjørner var fri, og styrrede straks til de bløde puder.
I baren bestilte vi Irish Coffee og hjemmebag for at sætte prikken over i'et på en hyggelig aften.
Som så ofte før foregik bestillingen på engelsk, da det var en af de unge udenlandske frivillige, der sørgede for betjeningen af cafeens kunder.
Andre gange kan man være så heldig at få fat i en tysksproget, så man for en gang skyld kan få luftet de germanske gloser.
Tilbage i det rolige sofahjørne kunne vi betragte de andre gæster, der sad spredt i sofaer og ved borde. De så ligeledes ud til at hygge sig med en rolig tur i byen og i gode venners lag på denne hverdagsaften, der langsomt lakkede mod enden.
Min ledsager og jeg kunne efter endt mission: Stille dame 40 år derfor konkludere, at man kan få en hyggelig aften, når man går i byen i Roskilde efter en god middag.
Der er stadig liv til omkring klokken 24. Man skal bare vide hvor.
ag@roskildeavis.dk