Grisehovederne

Jeg var på bytur med gutterne fra mit gamle band her forrige weekend. Og når man er nået i vores alder, så er det en oplevelse, vi ikke ligefrem mødes til særlig ofte. Ja, stort set måske en gang om året.
Og vi tøffede ned på et par af Vejles pubber, og her rendte vi ind i en masse folk, vi ikke kender, og nogle enkelte vi kender. Vi mødte blandt andet Tanja og Karina fra gamle dage, og Bruno ude fra vestbyen var der også.
Så falder man hurtigt ind i jargonen fra dengang, men der er en forskel. Vi er ikke unge længere. Vi er blevet nogle modne mennesker, der så bare ikke altid opfører os helt modent, for lidt drengerøv er man da heldigvis stadig.
Nå, der stod vi så ved baren på pubben og snakkede om gamle dage og grinede og var seriøse på en og samme gang. Det var voldsomt sent på natten, og så kom den.
Hammeren.
I ved den, der kommer med et brag og rammer ens øjenlåg med millimeterpræcision og bum. Så er man bare træt. Vildt træt.
Så jeg gjorde det fornuftige og sagde tak for denne omgang og kravlede ud af pubben og begyndte at overveje, om jeg skulle gå ind ved siden af og købe en omgang pasta med ekstra ost og hvidløg, eller om jeg bare skulle gå hjem.
Der var en masse unge mennesker udenfor, og de var tydligvis også ramt af en hammer, men det var vist den hammer, der hedder for meget alkohol på for kort tid.
Jeg var fuld. De var vildt fulde. I hvert fald nogle af dem.
Det var der, jeg kom til at tænke på grisehovederne. Ikke fordi de unge mennesker ligner grisehoveder, nej nej, men fordi, da jeg var i deres alder, var jeg i lære på slagteriet i Havnegade, og det hændte da, at vi gik i byen om torsdagen, og så kom vi med tømmermænd - måske endda småfulde - på arbejde. Og så kom straffen.
Hård og brutal.
Jo, vores mester Herluf var nemlig ikke helt dum, så han sørgede straks for, at der blev hentet en kumme med grisehoveder, og så skulle vi ellers i gang med at skære i de døde hoveder. Af med øret først. Så af med huden. Og så ellers få kæbekødet ud. Det var dengang, det ikke var en delikatesse.
Og når et halvt hoved var skåret, jamen så var der hundredvis af andre halve hoveder, der ventede. Og så stod man der med sine tømmermænd og bandede det hele langt væk.
Nå, det var nu effektivt nok, for langsomt fandt vi ud af, at torsdage var beregnet til at gå tidligt i seng, så man var frisk om fredagen.
Jo, grisehoveder kan være effektive værn mod en for stor fest-trang, men mens jeg vadede rundt en søndag morgen blandt byens ungdom, hvoraf en del endnu ikke er vokset op over bumsealderen, så tænkte jeg på en listig plan.
Hvis man nu bestiller en kumme grisehoveder, der står klar, når de unge komme hjem fra byen, og som skal udskæres, inden de må sove, så ville jeg stå ved siden af og skrige af grin og sige: Kom i gang, I unge lømler. Kan I drikke, kan I også arbejde.
Og det ville straks minimere de unges lyst til at gå i byen, og vi ville få en sød, rar og frisk ungdom, der kan klare det hele.
Ok, nu er jeg vist syg i bolden, tænker jeg videre, og erkender, at sulten er ved at overmande mig, så jeg køber en omgang pasta. Man kan nemlig heldigvis ikke købe grisehoveder.