Nye tider i det gamle hus
Museum er klar med ny særudstilling i Henner Friisers Hus
Markeringen af de historiske begivenheder i forbindelse med Napoleonskrigene og Danmarks afståelse af Norge til Sverige i 1814 fortsætter i Middelfart.
Middelfart Museum åbner nu særudstillingen ”Middelfart købstad under Napoleonskrigene”.
“Med udstillingsåbningen er det for første gang muligt at se det ”nye” Henner Friisers Hus. Det restaureringsarbejde, der har været i gang i 2013 er afsluttet. Vi skal til at udvikle de nye faste udstillinger til huset, men med særudstillingen ”Middelfart købstad under Napoleonskrigene” kan man allerede nu fornemme, at der er kommet nye tider i det gamle hus,” lyder der fra Maiken Nørup, Middelfart Museum.
“I udstillingen søger vi at skabe forbindelser mellem den europæiske storpolitik og dens indflydelse på livet i vores lille nordvestfynske købstad for 200 år siden. Hvordan så Middelfart ud på den tid og hvordan blev byen påvirket af Napoleonskrigene? Hvordan tacklede man mødet med fremmede tropper og hvad skete der på Hindsgavl Slot, hvor Frederik 6. havde sit hovedkvarter under slutspillet i 1814?”
Besøgende kan få svar på spørgsmålene i udstillingen, der åbner den 17. april.