Bliv klogere på Køge Kyst-projektet
Tag med på en tur rundt i Køge Kyst-området tirsdag den 29. april
VANDRING: Køge Kyst inviterer alle interesserede på en hyggelig og informativ vandring, hvor man kan blive klogere på projektet, der over de næste 20 år skal udvikle Stationsområdet, Søndre Havn og Collstropgrunden til nye bydele med boliger, butikker, kontorer, byrum og oplevelser.
Vandringen starter på Køge Torv tirsdag den 29. april kl. 17.00 og varer indtil kl. 18.30. I løbet af turen kan man blandt andet se og høre om den igangværende omlægning af Ivar Huitfeldtsvej og de arkæologiske udgravninger, der lige nu præger Stationsområdet.
- I løbet af de seneste måneder er der virkelig kommet gang i gravearbejdet i Stationsområdet - og Køge Kyst har for nylig indgået de første købsaftaler om boliger på Søndre Havn, så det vil jeg blandt andet fortælle om. Men jeg vil også komme omkring planerne for den nye strand, støjdæmpningen af Tapperiet og de kommende kulturaktiviteter i 2014 – ligesom vi også skal forbi Infotrappen i Stationsområdet, der giver et godt overblik over det samlede projekt, siger Køge Kysts chefkonsulent for byudvikling, kultur og byliv Siv Raun Andersen, der er guide på vandringen.
Infotrappen er en seks meter lang og mere end tre meter høj trækonstruktion med udsigtsplatform på toppen, der blev indviet i marts og fungerer som møde- og aktivitetssted i Stationsområdet.
På Infotrappen kan man orientere sig om både det lange perspektiv og om aktuelle bygge- og anlægsaktiviteter og om offentlige arrangementer. Fra Infotrappen går vandringen videre mod Søndre Havn.
- Vi skal forbi Søndre Havn og se på de områder, hvor der snart opføres boliger til indflytning i 2016 og de områder, hvor der allerede nu sker en masse. Vi har netop forårsklargjort byrummene, så de er klar til at facilitere de mange forskellige aktiviteter, fra parkour og dirt jump til kunstudstillinger og madlavning, siger Siv Raun Andersen, som desuden lægger vægt på, at der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål, komme med forslag og input til projektet i løbet af vandringen.
Mødested: Betonstelen med den lille hest på Køge Torv - overfor slagteren.
pm