Stevns Erhvervsråd inviterer til skriveworkshop
STEVNS: For at markedsføring skal lykkes, er det afgørende at skrive tekster, der fanger målgruppen.
Derfor inviterer Stevns Erhvervsråd til en workshop, der har fokus på, hvordan man får sit budskab igennem på hjemmesiden, i nyhedsbrevet og i pressemeddelelser.
Alle virksomhedsejere i Stevns er velkomne, når Stevns Erhvervsråd torsdag den 8. maj fra kl. 16.30 til kl. 21.00 inviterer til workshop, hvor der arbejdes med at skrive tekster til brug i markedsføring. Arrangementet afholdes i Tinghuset, Algade 8 i Store Heddinge.
Workshoppen henvender sig til alle dem, der mangler en strategi for, hvordan de når ud til deres kunder med tekster på hjemmesiden, i nyhedsbrevet og i pressemeddelelser.
Det er kommunikationsrådgiver Camilla Kongskov, der ejer Vitamilla og også arbejder i Dansk Erhverv, der står for workshoppen. Hun vil gennemgå grundreglerne for god formidling og arbejde konkret med, hvordan man skriver en tekst til en bestemt målgruppe. Efterfølgende får deltagerne mulighed for at omskrive deres egen tekst ud fra de gennemgåede grundregler.
Camilla Kongskov vil i løbet af arrangementet også gennemgå en af deltagernes hjemmeside og kigge på både teksten og det visuelle indtryk.
Workshoppen giver både ny viden og muligheden for at arbejde konkret med egne tekster. Du kan læse mere om arrangementet i arrangementskalenderen, som du finder på Stevns Erhvervsråds hjemmeside www.stevnserhvervsraad.dk.
Tilmelding kan ske på www.billetto.dk/skrive-workshop. Sidste dag for tilmelding er torsdag den 1. maj.