Det multietniske Hvidovre
Mens Danmarks befolkning forventes at stige med tre procent eller 145.000 frem mod 2020, er det forventningen, at Københavns indbyggertal vil vokse med hele 13 procent. Ud over selve København er det kun i landsdelene Østjylland og Københavns omegn, at befolkningstilvæksten er højere end landsgennemsnittet. Også i Hvidovre ses en ganske markant tilvækst i indbyggertallet. Siden 2009 er vi blevet omkring 2.500 flere borgere i Hvidovre og i 2020 er det forventningen - ifølge prognoserne - at vi vil være lige omkring 54.000. Ifølge Danmarks Statistik viser tallene generelt, at der er flere fødsler og færre dødsfald i storbyerne. Det er en af årsagerne til, at befolkningsvæksten forventes at blive højest omkring de store byer. Derudover har kommunerne på Vestegnen og især København de seneste år haft stor tilflytning af blandt andre nye indvandrere, der ofte bosætter sig omkring de større byer, hvor der er flest beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. Den seneste befolkningsprognose for Hvidovre viser da også, denne gruppe tegnede sig for hele 92 procent af tilvæksten i 2013. Antallet af ældre over 67 år vil stige i de kommende år og gruppen af Hvidovreborgere på over 80 år forventes at stige ganske markant. Fremtidens bybillede i Hvidovre kommer således til at bestå af flere indvandrere og flere ældre. Det er et faktum - og det er et faktum, som alle i Hvidovre med kommunalbestyrelsen i spidsen må forholde sig til. Hvorvidt man kan betegne fremtidens Hvidovre som et multietnisk Hvidovre vil der være delte holdninger til og delte meninger om. Men mange vil ganske givet mene, at et multietnisk Hvidovre er en kommune, hvor forskelligheden er en ressource, mens andre vil mene det stik modsatte. En ting er dog vigtigt - uanset hvad man mener: Der skal ikke i Hvidovre - hverken nu eller i den nærmeste fremtid - være befolkningsgrupper, som lever isoleret med egne normer og værdier uden at tage del i fællesskabet. At sørge for at dette ikke sker, er en opgave som alle i kommunalbestyrelsen må tage seriøst.