Ny Clausen-generation i Danfoss-bestyrelse
Mads Clausens barnebarn og Dong-chef valgt ind i bestyrelsen for Danfoss
Bestyrelsen i Danfoss A/S fik ved generalforsamlingen den 25. april to nye medlemmer.
Det drejer sig om koncernchef i DONG Energy, Henrik Poulsen og Mads-Peter Clausen, barnebarn efter Danfoss stifteren Mads Clausen.
”Jeg er meget glad for at kunne sige velkommen i bestyrelsen til både Henrik og Mads-Peter. Henrik Poulsen er anerkendt som en af de mest kompetente og eksekveringsdygtige topchefer, vi har i Danmark, og jeg har store forventninger til samarbejdet. Derudover glæder det mig, at vi med Mads-Peters indtræden får tredje generation ind i bestyrelsen og dermed viser familiens fortsatte engagement i koncernens langsigtede udvikling," siger bestyrelsesformand, Jørgen M. Clausen.
De nye medlemmer træder ind i bestyrelsen i forbindelse med, at det mangeårige medlem, Hans Michael Jebsen, har besluttet at træde ud for at fokusere på sine asiatiske forretningsaktiviteter.
Desuden udtræder Peter M. Clausen, der fortsætter som formand for Bitten og Mads Clausens Fond.