Lokalt sikringsfirma fokuserer på bilindbrud
Det koldingensiske sikringsfirma, MKS Sikring, har efter flere henvendelser specialiseret sig i sikring af varebiler
Direktør i MKS Sikring Danmark Kurt Henriksen, der har kontor i Kolding, har i løbet af den seneste tid modtaget talrige henvendelser fra især håndværkerfirmaer, der er frustrerede over indbrud i varebiler, hvor tyvene går målrettet efter værktøj.
Det har fået firmaet til at forøge deres fokus på sikring af varebiler.
“Der var en periode, hvor der blev skrevet meget om indbrud i biler. Det gjorde, at vi fik mange henvendelser fra blandt andet håndværkere, der gerne ville have sikret deres biler. Vi har længe haft sikringsmuligheder til eksempelvis byggepladser, men nu har vi så udvidet til at det også omfatter varebiler på grund af efterspørgslen”, siger Kurt Henriksen.
Direktøren fortæller, at firmaet har fået masser af henvendelser fra lokalområdet og sågar helt oppe fra Nordjylland om muligheden for at sikre varebilen mod tyverier.
“Det er jo en træls situation for alle, hvis en håndværker ikke kan komme ud og arbejde, fordi der har været indbrud i hans bil og alle hans ting er blevet stjålet”, siger Kurt Henriksen.
Alarm i bilen
Sikringen af varebilen foregår på den måde, at en detektor med et kamera sættes op i bilen.
Hvis denne udløses ved indbrud, går der en alarm, der er koblet op til mobiltelefonen, hvor man får en melding og et billede fra bilen, da alarmen gik.