Sidste guldbrag hjemme
BTK61 fremtvang tredje og afgørende DM-finale 2. Påskedag i Roskilde-hallerne
400 tilskuere i Roskilde-hallerne så mandag aften de lokale batmen fra BTK61 slå BTK København med 3-1 i den anden af årets DM-finaler efter et medrivende drama. Den første kamp i København var blevet tabt, så nu venter en tredje og afgørende kamp i Roskilde-hallerne 2. Påskedag den 21. April, klokken 19.00. Her afgøres det så, hvor årets danske mesterskab i bordtennis for hold skal placeres. Mandagens opgør startede ellers ikke alt for godt, da holdets veteran og mentale rygrad Allan Bentsen tabte det første opgør. Men holdkammeraterne Zhai og Claus fik bragt BTK61 foran 2-1, og så viste den gamle bordtennisræv sine evner, da han tog den aftgørende sejr hjem med 3-2, selv om han havde været bagud med 2-0. - Støtten fra publikum er helt afgørende, og derfor har jeg også hele tiden troet på, at vi kunne komme igen efter det første nederlag på udebane, fortæller Allan Bentsen. Han opfordrer tilskuerne til atter at møde talstærkt frem om aftenen 2. Påskedag, så en af byens mest vindende sportsklubber kan føje et nyt DM til samlingen. tk