Fortsæt til indhold

Forårets sidste bal hos spillemændene

Arkiv
Arkiv

MUSIKAFTEN: Fredag den 25. april afholder Køge Spillemandsforening sæsonens sidste bal på Teaterbygningen kl. 19.30.
Her spiller gruppen HabadeKvartet med Peter Eget, harmonika - Rasmus Fribo, saxofon - Søren Lund, kontrabas - Kristian Bugge, violin.
Kristian Bugge, som har gæstet Køge adskillige gange, er for nylig blevet udnævnt til rigsspillemand.
Danmark har nu fået en rigsspillemandsordning. Inspirationen kommer fra Sverige, hvor en sådan ordning har eksisteret i 100 år.
Formålet er styrke den danske traditionsmusik ved at fremme kvaliteten i spillet og fordybelsen i spillemandsmusikkens rodnet og væsen.
Bag ordningen står en snes af Danmarks kendte traditionsspillemænd, folkemusikere, forskere og andre, der støtter ideen.
I alt er der i marts udnævnt 12 rigsspillemænd, og Kristian Bugge er tildelt Rigsspillemandsmærket i sølv og retten til titlen rigsspillemand for fremragende spil og klar beherskelse af en bestemt tradition eller et bredere repertoire fra flere traditioner.
Også harmonikaspilleren Peter Eget er udnævnt til rigsspillemand.
Arrangementet den 25. april starter kl. 19,30 med Køge Spillemandsforenings store fællesorkester, som kl. 20 overlader scenen til aftenens gæster.
Køge Spillemandsforening vil i sommerens løb kunne høres ved forskellige lokale arrangementer, Arkadekoncert i maj, Foreningernes Dag i juni, arrangementer i byen og på Havnen, samt i Hugo's Gård i sensommeren.
pm