Vejle-elever klar til iværksætterfinale
Tre elever fra Vejle Teknisk Gymnasium er videre til finalen i European Business Game, som er slags DM og senere EM i iværksætteri for gymnasieelever. Det blev til en sejr i semifinalen og kvalifikation til finalen for tre elever fra Vejle Teknisk Gymnasium. Finalen finder sted i København 1. maj.
De tre elever er Lise Reimer, Lisa V. Borchert og Lau Halkier Wandall.
Det handler om at etablere fiktive virksomheder, og de tre vejlensiske elever har en fiktiv virksomhed, Ecos, der producerer ergonomiske underarmsstøtter:
“Det er super spændende at arbejde med iværksætteri, og vi er rigtig glade for, at vi er gået videre til finalen i København,” siger de tre glade vindere.
De tre skal nu forsøge at overbevise dommere fra erhvervslivet og den finansielle sektor om, at de er landets bedste iværksættere ved finalen i København. Vinderen af den danske finale skal repræsentere Danmark ved en stor europæisk finale i Italien. Men allerede nu har de tre unge fra Vejle imponeret en tysk forhandler af ergonomiske produkter, og han har således udtrykt ønske om et samarbejde med eleverne fra Vejle.
“Vi har brug for unge mennesker, der kan skabe vækstvirksomheder, og EBG er med til at lære de unge om iværksætteri og det at udvikle en virksomhed. Konkurrencen og undervisningen skal gerne give de unge mod på og lysten til at skabe deres egne virksomheder,” fortæller uddannelseskonsulent i Finansrådet, Charlotte Plum Jensen, som var en del af dommerpanelet i semifinalen.
Som en del af konkurrencen, der følger skoleåret, har eleverne undervejs haft kontakt til- og sparret med det lokale erhvervsliv og banker, som har stillet rådgivere og konsulenter til rådighed.
Under EBG-forløbet har eleverne beskæftiget sig med emner som ledelse, markedsføring, strategi, budgetter og alle de andre udfordringer, som “rigtige” iværksættere står over for, når de starter virksomhed.
Hvis de tre elever vinder finalen, skal de videre til den europæiske finale, som finder sted i Italien.