Tapperiet i Køge runder en vigtig milepæl
For første gang siden åbningen i 2006 har der på et år været over 25.000 besøgende igennem tælleapparaterne til ungdomshusets forskellige arrangementer
SUCCES: Køge Kommunes ungdomskulturhus, Tapperiet, har netop gjort status over 2013. Statistikken viser, at der i årets løb samlet set var 27.345 besøg i kulturhuset – imod 21.501 besøgende året før. Det svarer til en stigning på 27,2 procent. Et resultat, der afstedkommer brede smil hos blandt andre den kunstneriske leder, Jakob Baggesen.
- Det har længe stået for os som en vigtig milepæl at runde de 25.000 besøgende. At det sker med så stor en 'buffer', gør os bare endnu mere stolte. Det fortæller os, at vi har valgt den rigtige kurs for husets aktiviteter, siger Jakob Baggesen.
Statistikken dækker over arrangementer med både fri og betalt entré. Når entréen er gratis, kommer der i gennemsnit 92 gæster, og til betalingsarrangementerne er det gennemsnitlige antal deltagere 117. Igen en statistik, der glæder Jakob Baggesen.
- Jeg synes, det er rigtig flot, at vi holder et så højt snit på begge områder. Det er jo bestemt ikke altid tidens største bands, vi har på programmet. Faktisk baserer programmet sig i mindre og mindre grad på koncerter. I 2013 var koncert-andelen helt nede på under en tredjedel – og alligevel stiger publikumsinteressen, pointerer den kunstneriske leder.
Det brogede program har sejret
Tapperiets godt 100 årlige arrangementer består ud over koncerterne af blandt andet teater, standup, folkekøkken, diverse konkurrencer og filmfremvisninger. Et bevidst broget program, som afspejler husets selvforståelse.
- Som egentligt ungdomskulturhus skal vi jo netop turde udfordre brugerne ved at præsentere et bredt og varieret program. Altså en stribe mere eller mindre sikre 'hits', men også en flok skæve, snævre og halvskøre indfald.
Publikums reaktion og opbakning viser os, at kultur-appetitten i kommunen er ganske stor – og at brugerne er modige, siger Jakob Baggesen.
Mere vil som bekendt have mere, og Tapperiet stiler nu derfor efter en yderligere stigning i besøgstallet på 10 procent hen over 2014. Statistikken over årets første måneder viser, at målet er inden for rækkevidde.
- Vi kan se, at der allround kommer flere gæster ind. Så det tegner bestemt positivt. Vigtigt er det også, at vi møder flere nye ansigter hele tiden. Det er godt med nyt blod, så det hele ikke bliver for indspist og mageligt. Med nye brugere opstår nye idéer og nye krav til programmets udbud og kvalitet. Det er kernesundt, fastslår Jakob Baggesen.