Fortsæt til indhold

Det vi ikke har brug for

Arkiv
Af Carsten Sivertsen / Indehaver af PR Konsortiet

Medkolumnist Jes Nysten begik for nogen tid siden en ganske fornøjelig klumme om ting, vi godt kunne undvære at vide. Såsom at et dansk hospital havde begået en undersøgelse, der viste, at det var uhensigtsmæssigt, hvis alle læger holdt ferie på samme tid. Der var også den med den canadiske rapport, der ifølge DR sidste år viste, at de, der anser glasset for halvt fyldt, er mindre stressede end dem, der ser glasset som halvt tomt. For nogle år siden var der en lokal RUC-forsker, som i DR gjorde sig klog på en undersøgelse om kaffepausens betydning for en god arbejdsproces.

Nej til hyper

På det seneste har vi set De Samvirkende Købmænds undersøgelse af danskernes holdning til hypermarkeder. Den viste forleden, at 70 procent af danskerne er imod de store markeder. Jeg har ikke været nede i detaljerne i undersøgelsen, men jeg vil æde min gamle hat på, at en tilsvarende undersøgelse for 40 år siden ville have vist, at 70 af danskerne var imod den lille købmands forsvinden. Siden da har vi ikke gjort andet end at handle i supermarkederne. I øvrigt: Hvornår bliver super så stor, at det er så meget hyper, at vi ikke kan lide det længere?

Omstillingsparat

I disse dage og uger kører der også talrige undersøgelser i de lokale, regionale og nationale medier om, hvor mange af folkeskolens lærere, der overvejer at finde sig et andet job. Der bliver malet et billede af, at der efter ferien ikke er ret mange undervisere tilbage. Men som en besindig kollega bemærkede forleden: ”Nu har jeg nået en moden alder og har i den periode haft seks forskellige ansættelser. Og ja, jeg har oven i købet også haft overvejelser om endnu flere jobskifte, uden at det nødvendigvis skal ses som andet end et ønske om løbende at udvikle mig i en fornuftig arbejdsmæssig ramme. Jeg ser det ikke som et sundhedstegn at blive 20, 30 eller 40 år i samme job.” Når jeg skriver kollega, så mener jeg desværre ex-kollega, for vedkommende, der for længst har passeret de første seks årtier, startede på nyt job forleden. Ærgerligt for resten af konsortiet, men godt for ham.

Ukritiske medier

Min anke vender sig ikke mindst mod de medier, der ofte alt for ukritisk kolporterer historier, som vi ikke ved, hvad vi skal bruge til. Tillad mig at vende de lokale briller mod den storpolitiske front et øjeblik. Et flertal uden om Enhedslisten besluttede for nogle dage siden at stille danske jagerfly til rådighed for de baltiske lande, der ikke har et selvstændigt luftforsvar. Enhedslistens flittige ordfører fik indtil mange sendeminutter på DR for at fortælle, hvorfor det var en dårlig idé. Småirriteret over at skulle høre, hvorfor 12 af Tingets 179 medlemmer mente, at de bange balterne ikke skulle have beskyttelse oven på macho-Putins Anschluss af et fremmed lands territorium, slog jeg over på 24Syv .. der bød på den samme klagesang fra ordfører Villumsen. Berlingskes boss, Lisbeth Knudsen ransagede for nogle måneder siden egne og andres medier og erkendte, at de ofte gav netop Enhedslisten unødvendigt meget taletid. Jeg er helt enig. Og jeg skal tilføje, at samme mangel på fornemmelse for proportioner meget ofte stikker hovedet frem i DR. Flid bør belønnes, og Enhedslisten er prisværdigt flittige, men medierne behøver vel ikke tænde for mikrofonen hver gang? Apropos undersøgelser, så kan der også laves statistisk over, hvor mange der allerede nu er trætte af at læse indholdet af denne klumme. Jeg skynder mig derfor at afslutte med at ønske alle læserne en god weekend. Rødt citat "Min anke vender sig ikke mindst mod de medier, der ofte alt for ukritisk kolporterer historier, som vi ikke ved, hvad vi skal bruge til."