Fortsæt til indhold

Gode oplevelser og nye venner

Russiske skoleelever besøger 9. klasse på Realskolen

Arkiv
Anne Andersen

De skal på Lego Factory Tour, de skal ud på virksomhedsbesøg, møde borgmesteren og shoppe i Kolding Storcenter. Og denne eftermiddag hvor vi møder blandt andre Sofie-Marie Greve Nielsen og Maria Tataritskaya er eleverne fra Rusland sammen med eleverne fra Realskolen i Kolding, på besøg på Trapholt.
“Vores lærer har engang boet i Rusland så det er ham, der fik ideen til, at vi skulle til Rusland på studietur”, fortæller Sofie-Marie.
“Jeg begyndte at skrive med Maria på facebook, og det var jo bare fedt, da hun så kom herop på besøg”, siger hun, og Maria er enig:
“Da jeg kom ud til Sofie-Marie fik jeg sådan en hjertelig velkomst, og hendes mor gav mig et stort kram”.

Rusland vs, Danmark

De 12 elever og to lærere der kommer fra Sankt Petersborg i Rusland, skal være i Kolding i en uge. Og allerede efter få dage har den russiske pige vænnet sig til de noget mere lempelige forhold der er i det danske skolesystem:
“I Rusland, der går vi med skoleuniformer, vi må ikke have håret løst eller gå med make up, og det er rigtig kedeligt. Så det er meget anderledes her, hvor man må gå i det man har lyst til”, smiler hun, mens hun viser sin negle frem der er lakeret helt postkasse-røde.

Kultur og sprog

For både de danske og de russiske elever er der meget at vinde ved udvekslingen. Både sproget og læren om en anden kultur tiltaler de to 15-årige piger:
“Jeg bliver meget bedre til engelsk, fordi Maria hun jo bor hos mig en hel uge. Jeg får også en masse at vide om en anden kultur, som jeg ikke vidste noget om i forvejen”, forklarer Sofie-Marie der glæder sig til september hvor det er de koldinggensiske elevers tur til at besøg deres nye venner:
“Mens russerne er her, så bor de privat hos os, men når vi skal til Rusland, så skal vi bo på et hotel. Mange af eleverne bor i små lejligheder med deres familier, og der er ikke rigtig plads”.

Et glædeligt gensyn

Indtil de to nyslåede veninder ses til september, så har de tænkt sig at holde kontakten ved lige på facebook, og Maria håber, at hun en dag kan komme på besøg i Danmark igen:
“Der er så mange spændende steder at se, og alle er så glade og smiler hele tiden, så jeg elsker allerede Danmark rigtig meget”.