Sønderborg-unge tabte safari-kamp
Seks lokale unge kæmpede om at komme på ekspedition til Kenya
WWF Verdensnaturfonden og Odense Zoo satte unge sønderjyder på prøve, da de dystede om titlen som Wildlife Reporter i WWF Verdensnaturfondens landsdækkende skolekampagne, der sætter fokus på den illegale handel med elfenben.
WWF leder på landsplan efter fem unge par og på BaseCampen i Odense Zoo den 12.-13. april skulle det afgøres, hvem der skal repræsentere Sydjylland på en ekspedition til Kenya.
Tre af de fem par i konkurrencen er fra lokalområdet: Benedikte Hüttel og Johanne Bendixen (begge 15 år) samt Liv Drasbek (14 år) og Nikolaj Madsen (13 år) fra Sønderborg og Mathilde Dünnweber (15 år) og Nanna Laugesen (16 år) fra Sydals.
I 24 timer levede de som masaiere, et stammefolk fra Kenya. Iklædt karakteristiske røde masaidragter var første udfordring var at partere en ged.
”Det var helt klart værst at skulle finde leveren inde i geden – det stank virkelig forfærdelig. Men ellers en rigtig sjov og anderledes weekend," fortæller Liv og Nikolaj.
Derefter måtte finalisterne både trodse store boa-slanger for at hente skind til at sove på, drikke beskidt vand fra dyrenes vandhul med Lifestraw og vandre flere kilometer for at hente brænde til bålet – enhver masai-lejrs livsnerve. Da bålet blev tændt lørdag formiddag, til det blev slukket søndag, skulle det hele tiden være bevogtet.
"Vi syntes det var virkelig grænseoverskridende at kravle rundt inde ved slangerne – men vi gjorde det begge og var faktisk ret stolte bagefter," fortæller Nanna og Mathilde.
I løbet af weekenden indtog syv ægte masaier dansegulvet med trommer, traditionelle masai-danse og ritualer.
”Det har været en vildt fed og grænseoverskridende weekend, og det var mega spændende at leve som masaier og få en ide om hvor få ressourcer de egentlig har," lød det fra Johanne og Benedikte.
De tre lokale par blev desværre alle besejret i finalen.