Sønderborg-spillere gjorde god figur ved squash-DM
Tre spillere fra Sønderborg Squash Club var i weekenden til det individuelle Danmarksmester, der blev spillet i Kolding.
Bedste resultat blev hentet hjem til Sønderborg af Stephanie Riding, som stillede op i rækken Dame Mester.
Hun måtte dog i første kamp i den indledende runde se sig besejret med cifrene 3-0 af den førsteseedede og senere sølvvinder, Sally Skaarenborg fra Kolding.
I de følgende placeringskampe blev det til en 3-0 sejr over Line W. Dansbo fra KSK samt et 3-0 nederlag til Sidsel Tarp fra Birkerød. Stephanie Ridings indsats rakte til en tilfredsstillende og godkendt sjetteplads.
Henrik Hansen fra Sønderborg stillede op i Herre B-rækken og kunne efter en fin indsats rejse hjem med en 9. plads.
Rasmus M. Nielsen fra Sønderborg, der spiller for Kolding, havde inden turneringen været skadet, hvilket dog ikke var at se på Ramus M. Nielsens spil. I Herre Mester-rækken nåede han finalen, hvor det blev til et nederlag på 1-3 til den førsteseedede Kristian Frost fra Birkerød.