Fortsæt til indhold

EU kom tættere på gymnasieelever

Eleverne fra Koldings gymnasier har haft besøg af kandidater til valget i maj

Arkiv
Susie Jessen

EU debat Ungdomsarbejdsløshed, patentdomstol og klimaforandringer.
Kolding gymnasium og Munkensdam Gymnasium havde den 11. april debatmøde om Europarlamentsvalget, hvor seks kandidater til valget var på plads for at fiske stemmer til netop deres parti til valget i maj.
Det foregik ved paneldebatter, hvor politikerne skulle komme rundt om en masse emner, der vedrører EU.

EU i øjenhøjde

Morten Kjems er samfundsfagslærer på Kolding Gymnasium og han mener, at det er vigtigt, at de unge får sat ansigt på nogle af kandidaterne.

“EU stof kan være meget tungt. Derfor er det vigtigt at eleverne kan møde nogle mennesker af kød og blod, som kan symbolisere EU i øjenhøjde” siger Morten Kjems, som også igennem sin undervisning forsøger at gøre EU stoffet mere spiseligt for eleverne.

“Jeg forsøger at tage nogle eksempler op til diskussion. For eksempel om børnechecken. Her kan eleverne se, hvordan EU beslutninger får en direkte indflydelse på sager rodfæstet i deres hverdag” siger Morten Kjems.

Petrine Schmeltz var en af eleverne på tilhørerpladserne.

For og imod

Da debatten gik i gang, fik alle kandidater muligheden for at præsentere deres politik og gymnasieeleverne fik mulighed for at høre meninger om EU fra Socialdemokraterne, De radikale, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Folkebevægelsen imod EU.
Inden eleverne kunne stille spørgsmål til politikerne, fik de muligheden for at markere, om de var for eller imod øget indflydelse fra EU i Danmark.

De fleste var for, men næsten ligeså mange markerede med rødt - at de var imod mere EU.
En af dem, der stemte for var 18-årige Petrine Schmeltz, som er 18 år og går i 3.G på Kolding Gymnasium.
“Jeg stemte for første gang ved kommunalvalget og skal også stemme til EU. Det er en borgerpligt at stemme, synes jeg. Jeg kender ikke så meget til EU, så det ender nok med, at jeg stemmer på samme parti, som jeg plejer at være mest enig med”, sagde Petrine Schmeltz.

At EU kan virke uoverskueligt, er 19-årige Jakob Asmussen fra 3G på Kolding Gymnasium enig i.
“Det er i den grad sværere at stemme ved et EU valg end at stemme ved et kommunalvalg. Det virker så abstrakt og det er svært at gennemskue hvad ens stemme bliver brugt til. Denne debat kan måske bidrage til at vi bliver klogere på hvad vi kan stemme på”, sagde Jakob Asmussen inden debatten gik i gang for alvor.
Der er valg til Europaparlamentet den 25. maj.



“Det er i den grad sværere at stemme ved et EU valg end ved et kommunalvalg. Det virker så abstrakt og det er svært at gennemskue hvad ens stemme bliver brugt til”.
Jakob Asmussen, 18 år. Elev på Kolding Gymnasium.