Fortsæt til indhold

Aabenraa er godt med i affalds-kampen

Aabenraa og de to øvrige sydøstlige kommuner er godt på vej til at nå regeringens affaldsmål

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Borgerne i Aabenraa kommune er gode til at genanvende affald. Og på det punkt ligner de deres nabokommuner, der også ligger klart over landsgennemsnittet, når der tales om regeringens mål for genanvendelse af affaldet.

Ambitiøs plan

Danskerne skal til at gøre det bedre, når det gælder indsamling og genbrug af plast, dåser, papir og andre affaldstyper – sådan lyder regeringens udspil for affaldsområdet. Målet er 50% genbrug af udvalgte typer af husholdningsaffald.
Og selvom målet lyder ambitiøst, så er det i høj grad realistisk, hvis du spørger forsyningsselskabet i Aabenraa, Arwos, og selskabets søstervirksomheder, Provas i Haderslev og Sønderborg Forsyning.
I de tre sønderjyske kommuner har regeringens fremtidsscenarie omkring affald nemlig været borgernes dagligdag i flere år, og genanvendelsen er over 60% højere end landsgennemsnittet.
”Genanvend mere – forbrænd mindre” er overskriften på regeringens udspil på affald, hvor et af målene er, at 50% af husholdningsaffaldet genanvendes i 2022.
Og i de tre sønderjyske kommuner er borgerne allerede nået rigtig langt.
Det fortæller affaldschef Stinne Stokkebo fra forsyningsselskabet Arwos, der har hjemme i Aabenraa Kommune:
“Vi har i de seneste fem år afhentet de gode genanvendelige materialer hjemme hos borgerne. Alle enfamilieboliger har udover dagrenovationsbeholderen også en genbrugsbeholder med et rum til glas, metal og tomme plastdunke og et andet rum til papir, pap og plastfolie. Og der er tilsvarende ordninger for etagebyggeri. Det har givet en genanvendelsesgrad på 39 % for de typer husholdningsaffald, som regeringen har opsat mål for. Så regeringens mål er altså godt og vel nået i Aabenraa. Det samme gør sig gældende for de øvrige kommuner, som har en genanvendelsesgrad på 38% for Haderslev og 36% i Sønderborg. Til sammenligning vurderer Miljøministeriet, at genanvendelsesgraden på landsplan for de pågældende affaldstyper er 22 – 24 %”.

Potentiale i bioaffald

Regeringens ressourcestrategi lægger op til, at man ud over at sortere den genanvendelige fra det ”tørre” husholdningsaffald, også skal genanvende det ”våde” organiske affald, bioaffaldet. Der er endnu ingen indsamlingsordninger for bioaffald fra husholdninger i Sønderjylland, men Arwos i Aabenraa, Provas i Haderslev og Sønderborg Forsyning indgår i et grænseoverskridende forskningsprojekt, der netop skal afdække, hvordan bioaffaldet fra husholdningerne i grænseregionen kan udnyttes både driftsmæssigt og miljømæssigt optimalt. Resultaterne af projektet forventes at foreligge i slutningen af 2014. Hvad der skal ske med bioaffaldet fremover og hvad eventuelle udgifter bliver, vides derfor endnu ikke.