Egtved-pige klar til ralley på hjemmebane
Heidi Knudsen fra Egtved er at finde i feltet den 26. april
Det bliver hele Danmarkseliten i rally, som kommer til egnen omkring Egtved for lørdag den 26. april at afvikle Rally Læborg Autohandel – anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally.
Men selv om der kommer deltagere fra hele landet, så vil der også være lokal deltagelse i løbet.
Heidi Knudsen fra Egtved er nemlig at finde i feltet, hvor hun skal deltage som navigatør for Horsens-køreren Jesper Bisted i deres lynhurtige Suzuki Swift Maxi 1600.
Og meget tyder på, at holdet vil komme til at spille en betydelig rolle i løbet.
Da DM-sæsonen begyndte for godt en måneds tid siden, sluttede de nemlig på en flot andenplads i divisionen for Tunet National-biler – et resultat, som de vil stræbe efter at kunne leve op til i det kommende løb.
Der er stor spænding forud for Rally Læborg Autohandel, og den største spænding venter der i den såkaldte 4WD-klasse, hvor man kan opleve nogle af de hurtigste rallybiler herhjemme. Feltet ved Rally Læborg Autohandel bliver anført af Christian Jensen/Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro, der i år skal forsøge at generobre det Danmarksmesterskab, som de senest var i besiddelse af tilbage i 2012.