Koldings graffititunnel fejres
Koldings graffititunnel ”Hall of Fame” fylder 25 år søndag den 20. april 2014 og det markeres med et graffiti get down lørdag den 19. april fra kl. 17.00. Her vil et bredt udsnit af Koldings graffitimalere lægge nye farver på den 25 år gamle væg.
20. april 1989 blev der skrevet kulturhistorie i Kolding. Den dag kunne Kolding kommune, Koldings Ungdomsskole og en flok ildsjæle fra Koldings graffitimiljø indvie byens første lovlige graffititunnel tæt ved Klostergården. Et initiativ der skulle vise sig at være med til at sætte Kolding på det kulturelle landkort mange år frem og tiltrække graffitimalere fra nær og fjern, der kom til byen for at udsmykke tunnelen med graffitiens snørklede og farverige bogstaver og figurer.
Her - 25 år efter - er tunnelen stadig levende og farverig, og bliver stadig brugt flittigt af Koldings kreative graffitimalere, der har valgt at markere dagen for de 25 års levetid med et lille graffiti get down, lørdag d. 19 april kl.17. Et bredt udsnit af Koldings graffitimalere vil denne dag være med til at lægge nye farver på væggene. Alle er velkomne til at kigge forbi og nyde den gode stemning, chille lidt og tjekke ud, hvordan et piece bliver til.
På dagen er der også mulighed for at købe den nyligt udgivne bog om Koldings graffitiscene gennem de sidste 30 år, ”Spraytrip Kolding”, som er redigeret af er Rune Lorentsen, Bo Pedersen og Lars Skouboe. Bogen er udgivet i samarbejde med Kolding Stadsarkiv og er støttet af Kolding Kommunes Kulturpulje.