Multibane på vej i Lunderskov
Lunderskov Boldklub har opnået støtte fra Nordea-fonden og DBU til anlæg af en multibane
Banen, der skal ligge ved fodboldklubben og Kongsbjergskolen forventes allerede klar i 3.kvartal 2014.
Med støttekroner fra Nordea-fonden og DBU's multibanepulje bliver en multibane i Lunderskov Boldklub en realitet i løbet af året.
Multibanen vil blive placeret på klubbens store idrætsanlæg ved Kongsbjergskolen. Multibanen ses som et stort aktiv for boldklubben, men i særdeleshed også for skolen som i nærtstående fremtid skal have implementeret 45 minutters daglig bevægelse i forbindelse med den nye skolereform. Det nye Multibane anlæg forventes at blive et naturligt socialt samlingssted, da banen vil muliggøre mange former for boldspil både i dags- og aftentimer året rundt for alle byens borgere.
Til gavn for alle
Klubbens initiativtagere Claus Hansen og Jesper Faurskov ser frem til at få en multibane i klubben, der vil være til gavn for mange i byen:
”Multibanen vil supplere vores eksisterende faciliteter på fornem vis, og vi er sikre på, at den hurtigt vil blive en naturlig og foretrukken træningsbane for boldspillere i alle aldre og institutioner i nærområdet.”
Multibanepulje baner vejen
Nordea-fonden har med sin multibanepulje på 10 millioner kroner gjort det muligt for blandt andet Lunderskov Boldklub at anlægge en af de eftertragtede baner:
”Vi er glade for, at Lunderskov Boldklub vil bane vejen for, at endnu flere får mulighed for at dyrke boldspil og være fysisk aktive året rundt,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv.
Også Dansk Boldspil-Union glæder sig over udsigten til en multibane i Lunderskov:
“Det er fantastisk, at Lunderskov Boldklub drevet på frivillig basis har ansøgt puljen og ønsker en multibane, der kan skabe bevægelse i lokalområdet. Det siger både meget om behovet for multibaner, der kan motivere til nytænkning, fastholde fodboldspillere og udvikle dansk fodbold - og om værdien af vores frivillige foreningsliv,” siger Jesper Møller, formand i Dansk Boldspil-Union.
Arbejdet med multibanen starter i løbet af foråret, og banen forventes færdig i løbet af 3. kvartal 2014.