Fortsæt til indhold

Pas på falske indsamlere

Politi kunne i første omgang ikke sende en patruljevogn

Arkiv
key

I hvert fald var to yngre mænd tirsdag på spil i Frihedens Butikscenter, hvor de angiveligt samlede ind til et handicaphjem for døve og stumme. En borger fra Hvidovre, Stig Sørensen, blev således spurgt, om han med navn og et beløb ville støtte den gode sag. Stig Sørensen skrev sit navn på listen, men ønskede ikke at donere penge, da han hurtigt blev i tvivl om ægtheden bag indsamling. - Jeg synes egentlig det var lidt mærkeligt, så da jeg havde handlet gik jeg tilbage til de to, og så så jeg, at de havde skrevet et beløb ud for mit navn, fortæller Stig Sørensen. Afvist af politiet Det fik ham til at advare andre borgere, der var i færd med at skrive sig på listen. Da han desuden ville fotografere de to indsamlere fortrak de hurtigt. Stig Sørensen ringede derfor straks til politiet. Opringningen til politiet skulle imidlertid hurtigt vise sig at være stort set ligegyldig. - Jeg fik at vide, at der ikke var nogle ledige patruljevogne, siger Stig Sørensen. Stig Sørensen valgte imidlertid at følge efter de to indsamlere og ganske kort efter fandt han dem igen i færd med at indsamle underskrifter og muligvis penge fra borgere på P-pladsen bag Netto på Hvidovrevej. Det fik igen Stig Sørensen til at ringe til politiet, hvor han først fik endnu en afvisning, og derefter alligevel fik overtalt politiet til at sende en patruljevogn af sted fra Albertslund. - Altså, jeg er da rigtig, rigtig gal over, at politiet ikke reagerer, når jeg ringer og anmelder, at der er nogle svindlere på spil, siger han til Hvidovre Avis. Hos Københavns Vestegns Politi mener man imidlertid, at det er et spørgsmål om prioritering. - Vi er da kede af, hvis folk oplever, at vi ikke reagerer, men desværre er det jo en prioriteringssag, hvor vi afgør, om vi har mulighed for at sende en patruljevogn. Men vi vil selvfølgelig gerne have henvendelsen fra borgerne, hvis de ser svindel, siger politiinspektør Michael Kristiansen til Hvidovre Avis. Michael Kristiansen fortæller, at politiet ikke har hørt om andre episoder med svindel i Hvidovre, men han opfordrer borgerne til at være meget skeptiske, hvis de møder indsamlere, der ikke kan fremvise id eller i det hele taget ser mistænkelige ud. Men er den her afvisning, som borgeren oplevede, ikke med til at forstærke en følelse af at politiet ikke er til stede, når man har brug for dem? - Der er ikke en facitliste, hvor vi siger, at vi ikke kører ud til episoder som den her. Det kan godt være vi ville gøre det den ene dag, hvis vi havde en patruljevogn i området. Men man skal huske på, at vi får rigtig mange henvendelser, og vi kan bare ikke køre til alt, så det er et prioritetsspørgsmål, siger Michael Kristiansen. Politiinspektør Michael Kristiansen havde, da Hvidovre Avis talte med ham, ikke lyttet til optagelserne af borgerens henvendelse, men det kommer han formentlig til, idet Stig Sørensen har sendt en klage til politiet over den sene reaktion. - Jeg har sendt en klage, hvor jeg beskriver forløbet, men jeg har endnu ikke hørt noget fra politiet, siger Stig Sørensen.