Fortsæt til indhold

Stjerne-handel

Organisationer slås sammen og flere brancher opfordres til at deltage i markedsføringen af Roskilde

Arkiv
Arkiv

Stjerne-handel kan meget let blive det fremtidige navn på Roskildes samlede handelsorganisation, hvor flere brancher fra hele byen også opfordres til at være med. I øjeblikket er det lokale handelsliv af historiske årsager splittet op i to forskellige organisationer, nemlig Roskilde Handel og Stjernebutikkerne, som dog arbejder tæt sammen. Men på generalforsamlingen torsdag fik formanden Torben Stevold tilslutning til at slå de to foreninger sammen, da ingen alligevel kan kende forskel på dem. Denne sammenlægning kan dog først endeligt vedtages på en ekstra generalforsamling, der er planlagt til efter sommerferien. Oprindelig var Roskilde Handelsstandsforening den altfavnende organisation, der blandt andet stod for julebelysningen i hovedgaderne.

Modtræk mod City 2

I 1970'erne opstod Stjernebutikkerne som et samarbejde mellem en række af byens vigtige butikker, for at den traditionelle domkirke-købstad skulle kunne klare sig i konkurrencen mod nye centre som City 2. Gennem fælles markedsføring lykkedes det at gøre Roskilde til en attraktiv handelsby, som blev bekræftet med titlen som Danmarks bedste handelsby i 2012. Initiativet til at starte Stjernebutikkerne blev taget af folk som direktør Vagn Thorsted i Schou-Epa, HP Nielsen fra Inspiration, Erik 'Fona' Hansen og Ness Borello fra RK. Fra starten opererede de også med en kvalitet i den service, som medlems-butikkerne skulle yde overfor kunderne, og i visse tilfælde blev nogle af byens store forretninger faktisk smidt ud, hvis de ikke ville leve op til det.

Bruger stjernenavnet

Stjerne-navnet er efterhånden så godt indarbejdet, blandt andet gennem de meget anvendte gavekort til alle Stjernebutikker, som der sælges for flere millioner kroner af hvert år, at det skal fortsætte som det udadvendte navn i den nye organisation. - Vi har faktisk besluttet at blive en af hovedsponsorerne for det genopstandne cykelløb af samme navn, fordi det passer godt til opgaven med at gøre Roskilde kendt for noget godt. Roskilde Handel bliver så baggrunds-organisation, der eksempelvis skal varetage samarbejdet med kommunen og andre partnere. - På samme måde som Roskidle Fonden står bag Festivalen. forklarede Stevold i sin beretning, Handelsformanden lægger samtidig op til at langt flere brancher skal være med i den nye organisation, som ikke kun skal være for detail-handel i Bymidten. - Revisorer, bilforhandlere, tandlæger og mange andre har jo også glæde af, at flere mennesker kommer til Roskilde. Mange familier kombinerer flere aktiviteter, når de skal vælge at tage til den ene eller den anden by. Derfor er det vigtigt, at vi har de gode tilbud hele vejen rundt, forklarede Stevold. tk