Nicolai Pyndt fra Køge vil til tops ved para-OL i 2020
Med tro, håb og ikke mindst vilje til sejr kan man komme langt
HANDICAPIDRÆT: Mandag den 14. april viste Nicolai Pyndt Andersen en måbende Ravnsborghal, hvor langt man kan komme med tro, håb og vilje - og lidt hjælp fra velvillige sponsorer...!
Denne mandag afholdt Køge Badminton Klub sammen med Yonex et arrangement for klubbens mange talentfulde spillere, hvor de to Danmarksmestre i h.h.v. dame- og herredouble, Line Kruse og Mads Pieler Kolding, var hyret til at undervise børnene i forskellige teknikker og sjove øvelser. Efter et par timers træning kom så Nicolai Pyndt på banen.
Og pludselig var en stor del af Køge Badminton Klubs ungdom samt mange andre fremmødte publikummer vidne til 21-årige Nicolai Pyndt Andersens bedrifter på badmintonbanen – og det ville der under normale omstændigheder ikke være noget odiøst i - hvis det ikke lige var for den kendsgerning, at Nicolai Pyndt Andersen dårligt kan gå og kommer rundt i kørestol – også på badmintonbanen!
Nicolai blev som 16-årigt stortalent indenfor golf ramt af lynet under en golfrunde i Tyrkiet. Siden dengang har Nicolai ikke kunne gå ordentligt – han kan i dag efter mange timers genoptræning gå meget korte distancer, men det er primært i kørestolen, at han kommer omkring.
Ikke nok med, at Nicolai Pyndt Andersen spiller badminton – han er faktisk stadig en habil golfspiller og er på para-landsholdet i golf. Men nu forsøger Nicolai Pyndt Andersen også at komme til de para-olympiske lege i badminton i 2020, og til det formål kræves en ordentlig sports-kørestol. Indtil nu har Nicolai spillet i en ældre, godt brugt sportskørestol, men med hjælp fra velvillige sponsorer er det lykkes Køge Badminton Klub at stille en helt speciel designet kørestol til rådighed for Nicolai og hans kamp for at komme øverst på skamlen til OL.
Både den lokale Spar Nord Bank og Badminton Danmark har hjulpet med flotte bidrag til Nicolai Pyndt Andersens nye kørestol, og derfor var det også en glad formand for Køge Badminton Klub, Steen Fladberg, der kunne iagttage Nicolais spil på banen.
- Som tidligere verdensmester i badminton, kan jeg sagtens forstå Nicolais ønske, og derfor vil vi i klubben også gerne hjælpe ham videre indenfor denne sport, siger Steen Fladberg.
Også direktør i Badminton Danmark Charlotte Malmroes var glad over at se Nicolais store bevægelsesfrihed i den nye stol og stolt over at kunne hjælpe et ungt talent videre.
Den nye specielt designede kørestol fra firmaet Invacare er bygget således, at Nicolai Pyndt Andersen har langt større bevægelsesfrihed. Han bliver nemlig spændt fast i stolen og kan komme langt hurtigere rundt på banen – der er mere støtte i stolen end i den gamle. Samtidig har stolen skrå dæk og lavere ryg, så hans rækkevidde er øget betragteligt.
- Stolen er pludselig en del af mig selv, siger Nicolai Pyndt Andersen, der er taknemmelig over den megen støtte, han har fået i klubben fra især Linda Nielsen, der har stået for hans træning i klubben og for de sponsorer, der tror på ham og har valgt at støtte ham på hans rejse EM, VM og OL.
- Jeg er så glad for den nye stol og de muligheder, det giver mig – glad over, at andre tror på mig. Samtidig er det en stor fornøjelse at spille med de unge drenge i klubben, som gerne og ofte stiller op til en dyst mod mig, siger Nicolai Pyndt Andersen.
- Nu vil jeg bare gerne bevise, at jeg forhåbentlig også kan indfri både sponsorernes og mine egne forventninger, lyder det optimistisk fra den unge badmintonspiller, der herefter suste ind på banen igen til endnu en kamp - og resultatet, ja, Nicolai vandt faktisk kampen!