Vardepolitikere samler affald med Danmarks Naturfredningsforening
Søndag den 27. april er der affaldsindsamling over hele landet
Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald i naturen. Indsamlingen foregår hvert år i april, hvor mange tusinde danskere frivilligt giver naturen en hånd.
I gennemsnit producerer hver dansker 617 kilo affald om året, hvilket gør os til et af de lande i EU, der producerer mest affald pr. person. Noget af affaldet ender beklageligvis i naturen, hvor det gør stor skade for både natur og dyreliv. Derfor skal det samles op.
Medlemmer af Plan og Teknik & Kultur & Fritids udvalget har besluttet at samle affald i fællesskab langs rabatten ved Søndermarksvej, forbi Varde Forsyning og hen til Åbrinken.
Indsamlingen foregår mellem kl. 10-12 søndag den 27. april.
Direktør Bent Peter Larsen og sekretariatsleder Pia Koch Hauge deltager også.