Køge vokser hurtigere end ventet
Køge Kommune voksede med over 600 borgere i løbet af 2013 takket være væsentlig større tilflytning end forventet. Det øger blandt andet presset på ældresektoren.
BEFOLKNING: Der bliver flere og flere køgensere. I løbet af 2013 rundede Køge Kommune 58.000 indbyggere, og ifølge den aktuelle befolkningsprognose, så fortsætter kommunens vokseværk også i de kommende 10 år, så man kan se frem til at runde 60.000 indbyggere i løbet af 2022.
Vi blev i løbet af 2013 i alt 603 flere køgeborgere, hvilket var noget mere end ventet i sidste års prognose, og der var således ved indgangen til 2014 i alt 58.374 borgere i Køge Kommune.
Prognosen er naturligvis behæftet med en betydelig usikkerhed, men den er et instrument til planlægning i kommunen, og den underbygger blandt andet behovet for flere boliger og tilbud til ældre.
De kommende års vækst sker blandt andet på ældreområdet, og der foprventes at være omkring 600 flere hjemmehjælpsmodtagere i 2025 end i dag. Dertil kommer, at der vil være en underkapacitet på omkring 200 plejeboliger.
Til gengæld ventes antallet af børn i skolealderen af falde drastisk fra omkring 8.800 i dag til 7.200 i 2025, hvilket giver en konkret udfordring omkring tilpasning af kapaciteten på skoleområdet og understreger aktualiteten i debatten om lukning af en eller flere skoler.
I alt har Køge Kommune planlagt opførelsen af 3.949 nye boliger frem til 2025. Det svarer til 329 om året fordelt på hele kommunen. Blandt andet er der 960 boliger på vej på Søndre Havn og omkring 400 i både Herfølge og Borup.