Ekspert viser rundt på KØS-udstilling
Bliv klogere på kinesisk kunst og den aktuelle anmelderroste udstilling på KØS, når udstillingens kurator, Tereza de Arruda, viser rundt.
UDSTILLING: Har du endnu ikke set den anmelderroste udstilling af den kinesiske kunstner Wang Qingsong, der netop nu vises på KØS?
Så er der nu en oplagt mulighed for at opleve de fascinerende værker i selskab med en verdens førende eksperter inden for kinesisk samtidskunst – kurator bag udstillingen Tereza de Arruda, som viser rundt i udstillingen lørdag 26. april klokken 14.
Politiken gav udstillingen ”Follow You” af den kinesiske samtidskunstner Wang Qingsong fem flotte hjerter, Børsen kaldte udstillingen et ”Tankevækkende og flot projekt” og i tv-programmet Smagsdommerne blev udstillingen kaldt for ”et meget interessant møde”.
Er du blevet nysgerrig efter at se, hvad de snakker om, så meld dig til rundvisningen, hvor brasilianske Tereza de Arruda, der er en af verdens førende kuratorer indenfor kinesisk, afrikansk og indisk samtidskunst, tager deltagerne med rundt i udstillingen og fortæller om Wang Qingsong og den aktuelle kinesiske samtidskunstscene.
Arrangementet foregår på engelsk, og der er et begrænset antal pladser.
Deltagelse kræver tilmelding via mail: info@koes.dk - til gengæld er det ganske gratis, når entré til museet er betalt.