Pilotprojekt med el-cykler i hjemmeplejen
20 hjælpere fra Hjemmeplejen Vest deltager i innovationsprojekt
- Det er medarbejderne selv, der har foreslået, at vi afprøver el-cykler. Jeg er glad for at vi med det her pilotprojekt kan få testet den idé, de er kommet med, siger udførerchef Bettina Hardt-Madsen og tilføjer: - Vi har valgt også at spørge borgerne, om det gør en forskel for dem, at deres social- og sundhedshjælper kører på el-cykel. Så de svar vi får fra borgerne, bliver sammen med medarbejdernes egne erfaringer en del af grundlaget for at vurdere el-cykler som transportform i hjemmeplejen. Idéen om at benytte el-cykler i hjemmeplejen vandt sidste år Hvidovre Kommunes innovationspris. Med prisen fulgte muligheden for at få idéen afprøvet. Det var netop Hjemmeplejens gruppe 6 i Vest, der indsendte idéen om el-cykler i hjemmeplejen. Siden de vandt innovationsprisen er Hjemmeplejen Vest flyttet fra Frydenhøjstien til Enghøjbygningen. Det betyder, at social- og sundhedshjælperne skal køre noget længere til og fra de daglige besøg hos borgerne. Pilotprojektet med el-cykler i hjemmeplejen kører i syv måneder dvs. indtil slutningen af 2014. Når projektet er evalueret af både borgere og medarbejdere i hjemmeplejen, skal det besluttes, om el-cykelprojektet skal udbredes til flere hjemmehjælpsgrupper i Hvidovre Kommune. Investeringen i el-cykler og el-batteristation m.v. koster cirka 200.000 kr. Pilotprojektet skal bl.a. give kommunen indsigt i, om cyklerne på sigt kan tjene sig helt eller delvist hjem, bl.a. fordi der ikke længere skal udbetales cykelgodtgørelse.