Anders har styr på ketcherne
Fagprøve: Anders Bæk Nielsen står klar med nyttige informationer omkring den hvide sport i Sportsmaster
Selvom sportslegender som Bjørn Borg og John McEnroe forlængst har trukket sig tilbage fra sandbanerne, så er det stadigvæk hylende sjovt at spille tennis.
Sådan siger salgselev Anders Bæk Nielsen, og derfor har han også helliget sig tennisketcherne i den fagprøve, som han til sommer afslutter sin læretid i Sportsmasters Haderslev-afdeling med.
“Jeg synes at tennis er en fed, god og social sport, og derfor skal vi have flere ud at spille igen,” siger Anders, som står klar med nyttig information omkring især tennisketcherne i butikken. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilken ketcher man griber til.
“Vi har ketchere til både børn, voksne, nybegyndere og øvede. Og samtidig med, at jeg besluttede mig for at beskæftige mig med tennisketchere i min fagprøve, så har kæden så valgt at sende nyt tennistøj ud i butikkerne - så det kunne jo ikke passe bedre.”
Påskelørdag kan du blandt andet også nyde godt af butikkens kampagnepriser på tennisudstyr.