Fortsæt til indhold

Våbenfund på Grænsevej årsag til dramatisk flugt fra retten

Anholdt i sagen er på fri fod igen

Arkiv
key

Den mand, der siden våbenfundet havde været eftersøgt og tirsdag blev anholdt af politiet, fik nemlig besøg af en håndfuld kammerater foran Retten i Glostrup. Manden var sigtet for at overtræde våbenloven, men det var tilsyneladende ikke noget han var interesseret i at stå til ansvar for. I alt fem mænd begyndte nemlig at skubbe til de betjente, der førte den anholdte ind til grundlovsforhøret. Dermed lykkedes det den anholdte og de fem øvrige mænd at undslippe i en sort stationcar. Flugten lykkedes til trods for at politiet affyrede varselsskud. I forbindelse med våbenfundet i februar blev to anholdt. En mand og en kvinde. Kvinden er sidenhen blevet løsladt, mens manden, ifølge Københavns Vestegns Politi, fortsat er fængslet. På daværende tidspunkt kunne politiet ikke bekræfte, at de anholdte havde relation til bandemiljøet, men politiinspektør Bent Isager-Nielsen bekræftede dog, at Københavns Vestegns Politi arbejdede sammen med Bandeindsatsen i sagen. - Der er et meget mudret billede i forhold til banderelationer, så vi kan stadig hverken be- eller afkræfte noget, siger Københavns Vestegns Politis vicepolitiinspektør Carsten Jansson til Hvidovre Avis. Carsten Jansson kan dog oplyse, at den undslupne mand ikke har fast bopæl i villaen på Grænsevej.