Fortsæt til indhold

Annie faldt på stemmelighed

To forslag om gratis adgang for roskildensere stoppet i menighedsrådet

Arkiv
Arkiv

To forskellige forslag fra Annie Larsen om gratis adgang for roskildensere til de kongelige gravkapeller i domkirken faldt efter stemmelighed ved mødet i Domsognets Menighedsråd torsdag aften, fremgår det af det skriftlige referat. Venstre-politikeren fra byrådet, der tidligere var næstformand i menighedsrådet, havde stillet forslag om, at alle borgere fra Roskilde kommune ved forevisning af sygesikringskort skulle kunne komme ind til gravkapellerne enten den første søndag i hver måned eller i den periode i starten af juli, hvor der også er gratis adgang for alle med billet til Roskilde-festivalen. Ordningen skulle betragtes som et PR-fremstød for domkirken, idet Kirkeministeriet tidligere har afgjort, at det ville være ulovlig diskrimination, hvis sådan en fordel for indbyggere i kommunen blev gjort permanent. Afstemningen i menighedsrådet foregik i to omgange. Først var der otte for og otte imod samt en blank stemme i forhold til gratis kapeladgang den første søndag i hver måned. I anden omgang var der syv for og syv imod, mens tre undlod, da der blev stemt om fri entre for roskildensere i festival-perioden.