Tre nye stuer - men er legepladsen stor nok?
Udvidelser og ombygninger af daginstitutioner giver uro, bl.a. i Kirsebærhuset - forvaltningen vil sikre, at både personale og forældre høres i processen
Børnehusene Stenen og Krogen skal udvides og bygges sammen. Børnehuset Friheden skal bygges om. Og Kirsebærhuset skal udvides. Kirsebærhuset skal udvides for 12,8 mio. kr. Udvidelsen betyder, at det bliver muligt at etablere tre nye stuer i Kirsebærhuset. Antallet af børn vil variere alt efter, om det er vuggestue- eller børnehavebørn, der fremadrettet indskrives. Planen er, at Kirsebærhuset skal være fuldt udbygget i starten af 2017. Utryghed Men der har lydt en utryghed omkring udvidelsen, bl.a. omkring legepladsens størrelse. Kan den rumme så mange flere børn? Til det siger familie- og dagtilbudschef Susan Bjerregaard: - Vi vil gerne forsikre, at vi selvfølgelig har taget højde for legepladsens størrelse, når der skal etableres tre nye stuer. I byggeprojektet vil der blive taget højde for, at også legepladsen skal kunne rumme flere børn... - Vi begynder så småt til november med projektet, og til den tid vil der starte en brugerproces, som tager afsæt i de høringssvar, der er kommet fra personale og forældrebestyrelse. Det betyder, at der endnu ikke er taget stilling til de forslag, som personalet er kommet med i deres høringssvar, men personalets og forældrebestyrelsens forslag vil selvfølgelig indgå i den kommende brugerproces, siger Susan Bjerregaard, der efter Hvidovre Avis¿ henvendelse også har taget en snak med institutionen for at sikre sig, at ingen tror, de ikke bliver hørt. Vil sikre gode fysiske forhold - Vores oplevelse er, at institutionen er tryg, og at der måske er opstået rygter på grund af utryghed om fremtiden. - Både forældrebestyrelse og personalegruppe har skrevet i deres høringssvar, at de ikke er imod udbygningen, men ønsker at samarbejde med forvaltningen om en række punkter, b.la. den fremtidige legeplads størrelse. Vi i forvaltningen glæder os til samarbejdet således, at vi sammen sikrer gode fysiske forhold for børnene i Kirsebærhuset - og det gælder selvfølgelig både inde i bygningen og ude på legepladsen, siger Susan Bjerregaard til Hvidovre Avis. Èn af forudsætningerne for Kirsebærhusets udvidelse af både bebyggelse og legeplads er i øvrigt, at Hvidovre Kommune skal benytte ejendommen og grundstykket på Idrætsvej 73, der i dag huser Hvidovre Lærerforening, til formålet. Kommunen skal i samråd med lærerforeningen finde en anden lokalitet til foreningen. ark