Fantastisk vejr lokkede mange ryttere til
Trods udfordringen med at klubben har mistet sin stævnebane, og derfor måtte gennemføre dressuren på en bane, der ikke har de korrekte mål, var der lutter tilfredse deltagere, og mere end 100 ekvipager fra forskellige rideklubber red over banen i denne weekend. Klubben har de seneste år konstateret, at der kommer flest deltagere til april-stævnet - måske fordi alle ryttere hungrer efter at komme udendørs efter en lang indendørssæson, og når så klubben bliver velsignet med fantastisk vejr, så lokker det endnu mere. Selv sekretariatet var i anledning af det dejlige forårs-/sommervejr flyttet udendørs, og der var vist nogen der, der indkasserede årets første solskoldning! Stevnsbogaard Rideklub afholder årligt fire stævner, hvor der inviteres rideklubber fra hele Sjælland. Næste stævne er 7-8. juni 2014.