Åbent hus hos Harekær
Golf Club Harekær inviterer til åbent hus i nyrestaurerede lokaler.
GOLF: Søndag den 27. april byder Golf Club Harekær velkommen indenfor til golfens dag. Golf Club Harekær har brugt vinteren på at restaurere klublokaler, restaurant og værksted.
Klublokalet er, med hjælp fra sponsorer og frivillige, blevet fuldstændig nyistandsat. Der er monteret lydisoleret loft, alt er blevet malet og der arbejdes på at opdatere alle mesterskabstavler.
I restauranten er der ligeledes monteret lydisoleret loft, så akustikken er i top og oplevelsen for golfspillere og spisende gæster nu er langt bedre i den populære restaurant.
Værkstedet hos greenkeeper Lasse Engelhardt har også været igennem den store fornyelse. Alt er malet, ryddet op og forårsklargjort. Desuden har greenkeeperne fået optimeret deres arbejdsforhold med ny autolift så servicering af maskinerne er blevet lettere og mere effektivt.
Golf Club Harekær venter sig meget af sæsonen 2014 og glæder sig til den 27. april på golfens dag at kunne byde interesserede indenfor i flotte lokaler i en af Danmarks hyggeligste golfklubber.