Fortsæt til indhold

Handlende arbejdsgrupper

Roskildes handelsliv vil skabe ny udvikling ved at inddrage flere medlemmer fra butikkerne

Arkiv
Arkiv

Handlende arbejdsgrupper skal lave oplæg og forslag, så butiks-ejere og -ledere bliver engageret i det, end hvis det hele bare kommer fra en bestyrelse. Flere aktive i dette arbejde skal være med til at skabe den ønskede nye udvikling i Roskildes handelsliv. Et oplæg om fire sådanne arbejdsgrupper blev godkendt ved generalforsamlingen torsdag aften. Hver gruppe har en eller flere 'anker-personer', men alle interesserede fra medlemskredsen får mulighed for deltage i disse grupper og komme med deres bidrag.

Offentlig stemme

Den første arbejdsgruppe skal fungere som handelslivets stemme i den lokale debat og indgå i forhandlinger med byrådet eller andre lokale partnere. 'Public Affairs' lyder navnet med et udenbys udtryk. Her bliver handelsformand Torben Stevold, der også repræsenterer foreningen som næstformand i byrådets nye Erhvervsudvalg, ankerpersonen. Han lægger op til flere debatskabede udspil. Eksempelvis om S-tog til Roskilde eller genindførelse af langsom og ensrettet trafik i Algade med kort parkeringstid på en halv time for at give mere trafik og liv i denne del af byen.

Markedsføring

Den næste arbejdsgruppe skal tage sig af at udvikle markedsføringen af Roskilde, hvilket med et andet nydansk ord kaldes for 'branding'. Deres opgave bliver blandt andet at tiltrække kunder fra nye områder, hvorfra folk normalt ikke tager til Roskilde. Tovholdere i denne gruppe bliver Tina Langkilde fra Skoringen og Jacob Bøg fra Skoda.

Udsalg og julemarked

En tredje arbejdsgruppe skal se på, hvilke større aktiviteter Roskildes handelsliv skal prioritere, og hvordan det skal betales. Kan det f,eks, betale sig at prøve med fælles udsalg, når det altid har været umuligt at blive enige om et tidspunkt. En anden opgave bliver at se på jule-aktiviter, idet mange af butikkerne har næsten en tredjedel af årets omsætning i denne ene måned. Blandt arbejdsopgaverne er et oplæg om julemarked, som bare kan ligne de berømte tyske forbilleder lidt. Jeanette Dalsgaard fra Rådhuskælderen er foreløbig i spidsen for denne gruppe, som også skal have flere deltagere. Den sidste gruppe, der har formand Stevold som ansvarlig, skal tilrettelægge organisationens interne tilbud og service i forhold til medlemsbutikkerne. tk