Flot anerkendelse til Olsen's Bar i Strøby Egede
STRØBY EGEDE: Olsen's Bar på Stevnsvej 33 i Strøby Egede stod lørdag den 26. april i festens tegn. Der var to anledninger til at kippe med flaget.
Det hyggelige udskænkningssted kunne nemlig fejre 3 års fødselsdag men nok så meget blev der festet fordi stedet som det første af slagsen på Stevns var blevet tildelt Dansk Ølmærke 2014 fra De Danske Ølentusiaster.
For at komme i betragtning til denne hæder kræver det at man som ølsted har et godt og opdateret udvalg af øl der samtidig behandles korrekt, serveres i rette temperatur og serveres i et godt miljø.
- Det er en utrolig dejlig anerkendelse at få tildelt denne pris, fastslår indehaver Eskild Olsen der driver Olsen's Bar sammen med hustruen Tina og med assistance af en tjener og servetrice.
- Vi driver ikke et decideret værtshus, men derimod en hyggelig stue, hvor man kan tage konen med og nyde et godt glas øl, vin - eller en kop frisklavet kaffe eller te, hvis det er det man ønsker, siger Eskild Olsen til Lørdags-Avisen.
Udvalget af øl er stort hos Olsen's Bar. Her serveres ikke kun de gængse danske mærker - inkl. de lokale stevnske bryg - men "menukortet" fortæller også, at man kan gå på opdagelse i ølmærker fra lande som Færøerne, Norge, Belgien, Tjekkiet, Tyskland - ja, sågar en indisk øl er er på lager.
Tre års fødselsdagen og modtagelsen af Dansk Ølmærke 2014, som blev overrakt af formanden for Danske Ølentusiasters Køge Lokalforening, Gert Højer Petersen, blev et tilløbsstykke.
- Vi var helt overvældet over det store fremmøde og de mange gaver og blomster vi modtog på dagen. Derfor vil vi fredag den 2. og lørdag den 3. maj sige tak for opmærksomheden ved at servere fadøl til halv pris, siger Eskild Olsen.
Du kan læse meget mere om Olsen's Bar på www.olsensbar.dk.
Udover Olsen's Bar i Strøby Egede modtog et andet udskænkningssted i Køge Dansk Ølmærke 2014 - nemlig Hugo's Kælder i Brogade 19.