86 Lyse idéer fra borgerne til kommunen
Haderslev Kommunes politiske system har fået en liste med idéer
Haderslev Byråd behandlede på et budgetseminar onsdag den 23. april de 86 forslag til besparelser og effektivisering, som 34 borgere har arbejdet med i kommunens tænketank for medinddragelse, det såkaldte ”Borgerspor”.
Medinddragelsen er sket på baggrund af et effektiviseringsprojekt, hvor politikerne har besluttet, at der skal findes gevinster for 15 mio. kr. i 2015 og 20 mio. kr. i årene fremover.
De 86 forslag vil nu blive analyseret nærmere og fordelt på relevante politiske fagudvalg. Desuden vil de blive kategoriseret efter, hvilke der kan arbejdes videre med på kort og lang sigt. Det er desuden blevet besluttet at de 86 forslag skal lægges ud på kommunens hjemmeside, så alle kan se dem.
“Vi har ikke tidligere inddraget borgerne på denne måde i budgetlægningen, men i byrådet er vi begejstrede over resultaterne af de meget engagerede borgeres arbejde, siger borgmester H. P. Geil:
“Det har været en meget positiv proces, som viser, at når vi inviterer borgerne indenfor, er de parate til at investere tid og energi i deres kommune, siger han.
Forslagene kan ses her: http://haderslev.dk/politik-og-dialog/borgerinddragelse