DGI skaffer frivillige
En landsdækkende kampagne skal gøre det lettere for foreningerne at tiltrække frivillige ledere og trænere, så de fortsat kan give danskerne gode idrætstilbud. Det markeres med et gratis arrangement i DGI-huset i Vejle den 30. april klokken 17.00. “Alle vores landsdelsforeinger opsøger foreninger og hjælper dem med at tiltrække flere frivillige. Det findes der ikke en enkelt opskrift på, for foreningerne er forskellige, så vi lytter til den enkelte forening og agerer efter det,” siger kampagneleder Per Bang fra hobedbestyrelsen i DGI og fortsætter:
“Idrætsforeningerne er ikke ved at lukke, men der er brug for flere frivillige. Folk siger ikke ja til hvad som helst, så vi skal have foreningerne til at spørge på den rigtige måde og til at definere opgaven. Det er også en god idé at gøre opmærksom på, at man som frivillig får nye kompetencer, nyt netværk og nye sociale relationer, og at man kan få styrket relationerne til sine børn og deres kammerater.”
Arrangementet i DGI-huset henvender sig til alle medlemsforeninger.